Midt- og Vestjyllands Politi mener at have fundet den kniv, der den 5. august blev brugt til at stikke en 22-årig mand i Herning, så han døde.

I en kloak i Museumsgade i Herning har politiet fundet en kniv. Alt tyder på, der er tale om gerningsvåbenet i en sag, hvor en 22-årig mand natten til torsdag den 5. august 2021 blev stukket ned og kort efter døde af sine kvæstelser.

”Det at finde et gerningsvåben er altid en vigtig brik i efterforskningen og kan være et centralt bevis i sagen”, siger politikommissær Tue Nissen, der er efterforskningsleder på sagen.

Politiet mener fortsat, at der er tale om et internt opgør i en gruppe med relation til narkomiljøet i Herning. Af hensyn til efterforskningen har politiet lige nu ikke flere kommentarer til sagen og kan heller ikke give yderligere oplysninger om fundet af kniven.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her