Muslingeopdræt forbedrer vandmiljøet i de danske farvande. Samtidig er der et stort potentiale i produktion af muslinger som sunde, bæredygtige og miljøvenlige fødevarer.

Sådan lyder nogle af konklusionerne fra Miljø- og Fødevareministeriets rapport ”Marine virkemidler – Beskrivelse af virkemidlernes effekter og status for vidensgrundlag”, der blandt andet samler op på viden fra en lang række rapporter og forskningsprojekter om muslingeopdræt.

Jens Kjerulf Petersen er professor ved DTU Aqua og bidragyder til rapporten. Han håber, at rapportens konklusioner vil være en øjenåbner og samtidig mane den sidste skepsis over for muslingeopdræt til jorden:

– Forskningen har gang på gang understreget det store potentiale i muslingeopdræt, og jeg har derfor været forundret over, at muslingeopdræt ofte er blevet præsenteret som en potentiel trussel mod miljø og natur. Med den nye rapport i hånden ser jeg frem til, at vi kan få gang i den faglig og saglig debat om, hvordan vi skal bruge muslingeopdræt i fremtiden.

Miljøvenlig og bæredygtigt produktion
Rapporten påviser blandt andet, hvordan muslingeopdræt bidrager positivt til miljøet igennem hele produktionskæden. Muslinger lever af planktonalger, og på selve opdrætsanlægget filtrerer de millioner af liter vand, så havvandet bliver klarere og bringer mere lys ned til havbunden til gavn for bundplanter som ålegræs og tang. Muslingeopdrætsanlæg skaber desuden levesteder og skjul for andre dyr, hvilket kan bidrage til at øge biodiversiteten.

Samtidig er muslinger en animalsk fødevare med et af de laveste CO2-aftryk, blandt andet fordi de hverken fodres eller medicineres. Det forklarer Jens Kjerulf Petersen:

– Muslinger er både sunde for miljøet og for os selv. I opdrætsanlæggene fjerner muslingerne næringsstoffer fra vandet, og for mange næringsstoffer i vandet er netop det største miljøproblem i de kystnære danske farvande. Derudover bruges der ingen miljøfarlige stoffer i produktionen og slutresultatet er en bæredygtig og sund fødevare med et højt proteinindhold, en stor andel af omega-3-fedtsyrer og mange sunde mikronæringsstoffer og essentielle mineraler.

Ny forskning tilbageviser miljøbekymring
Når muslingeopdræt tidligere er blevet fremstillet som en miljøtrussel, skyldes det især en bekymring for, om bundfaldet fra muslingerne belaster økosystemet i de kystnære havområder, der i forvejen er belastet af udledning af næringsstoffer fra landbrug og andre menneskelige aktiviteter.

Men på baggrund af omfattende felt- og modelleringsstudier påviser en ny ph.d.-afhandling, at intensivt muslingeopdræt har den stik modsatte effekt og således forbedre miljøtilstanden i de kystnære farvande. Det fortæller seniorforsker ved DTU Aqua, Pernille Nielsen:

– Muslinger er ikke et 100 procent effektivt filter. De spiser de mikroalger, der allerede er i vandet, men som alle levende væsner, bliver noget af føden til fækalier, der falder ned på bunden under opdrætsanlæggene. Det øgede bundfald fra muslingerne under opdrætsanlægget medfører dog, at der falder mindre materiale ned på bunden i andre dele af det farvand, hvor anlægget ligger. Fidusen ved muslingopdræt er derudover, at der ikke tilføres foder, og derfor vil der altid ske en fjernelse af næringsstof fra vandområdet, når muslingerne høstes.

Blå vækst kan bidrage til samfundsøkonomien
Fra et forskningsperspektiv er der derfor ingen tvivl om fordelene ved muslingeopdræt. Ikke mindst fordi produktion af muslinger også forventes at kunne spille en afgørende rolle i den bæredygtige såkaldte ’blå vækst’. Jens Kjerulf Petersen forklarer:

– Udover værdien af de rent miljømæssige fordele, indikerer en række undersøgelser også at muslingeopdræt kan bidrage positivt til samfundsøkonomien. Eksempelvis ved at skabe arbejdspladser udenfor de store byer og holde de små havne i gang. På sigt er der desuden et stort potentiale i opdræt at muslinger som bæredygtig foderingrediens, der kan erstatte importeret soja og fiskemel. Men her er produktionen og afsætningsmulighederne på nuværende tidspunkt en begrænsende faktor.

I sidste ende er det derfor op til politikerne at afgøre, hvordan mulighederne i muslingeopdræt skal forløses i fremtiden, pointerer Jens Kjerulf Petersen:

– De danske kystvande og fjorde har en meget høj hygiejnisk standard, og der er rigeligt med føde til muslingerne, hvilket gør dem helt ideelle til muslingeopdræt. Hvorvidt muslingeopdræt fortsat primært skal være til produktion af sunde, bæredygtige fødevarer eller også skal bruges som en del af en miljøindsats for at opnå bedre miljøkvalitet i kystvandene, er et politiske spørgsmål, men en miljøtrussel er muslingeopdræt ikke.

Henvisninger:
Rapporten ”Marine virkemidler – Beskrivelse af virkemidlernes effekter og status for vidensgrundlag” er bestilt af Miljø- og Fødevareministeriets og udarbejdet af Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), Aarhus Universitet (AU), Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Syddansk Universitet (SDU) med bidrag fra Limfjordsrådet og DHI Danmark (DHI). Rapporten kan læses her: https://dce2.au.dk/pub/SR368.pdf

Ph.d.-afhandlingen “Mitigation Culture of Mussels: Production and Ecological Impacts” blev forsvaret af Postdoc ved DTU Aqua, Daniel Taylor, 14. januar. Læs mere om afhandlinger her: https://www.aqua.dtu.dk/nyheder/2021/01/daniel-taylor-phd-forsvar??id=ecf0339b-4f4a-4e8b-a905-9d308ece42d4

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer