Ny Carlsbergfondet betaler treårigt forskningsprojekt som bliver til stor tværfaglig udstilling

Forskningsprojektet tager fat i to centrale dele af VejleMuseernes samlinger, nemlig Kulturmuseets sjældne håndkolorerede søkort af hollænderen Henrick Donker og Kunstmuseets store samling af raderinger udført af en anden hollænder Rembrandt Van Rijn.

”Det er en stor anerkendelse fra Ny Carlsbergfondets side, at man vil støtte forskningsprojektet, som skal have fokus på, hvordan søkortene viser en verden, der i 1600-tallet åbnede sig, samtidig med at Rembrandt udforskede mennesket og dets indre verden. Forskningsprojektet vil have særligt fokus på, hvilken rolle kunstværker måske i fremtiden vil komme til at spille i såkaldte hybridmuseer som VejleMuseerne, hvor de måske skal spille sammen med kulturhistoriske genstande, f.eks. arkæologiske fund for at fortælle en anderledes og ny historie”, siger Mads Ravn, forskningschef ved VejleMuseerne.

Hybridmuseum

Ligesom flere andre museumsorganisationer i Danmark er VejleMuseerne det, der kaldes et hybridmuseum, dvs. en blandet organisation, som både dækker kunst- og kulturhistorie, fordi VejleMuseerne i 2012 blev dannet af flere museer og seværdigheder.

”I hele landet arbejder hybride museumsorganisationer som vores på at finde måden at binde de forskellige fagligheder kunst, arkæologi og nyere tids historie sammen, og med dette forskningsprojekt kommer vi til at gå forrest i det arbejde, og gennem en stor udstilling, som er planlagt til 2018, vil publikum også se forskningsresultaterne”, siger museumschef Ove Sørensen.

”Dette forskningsprojekt vil også blive arbejdet ind i den store gentænkning og relancering af Kunstmuseet, som vi har været i gang med et stykke tid”, siger Ove Sørensen.

Forbindelse mellem universitet og kunstmuseum

Forskningsprojektet slås op som en såkaldt postdoc-stilling. Det betyder, at en forsker, som allerede har en ph.d.-grad, bliver ansat i en treårig stilling til at forske inden for det beskrevne område. Det samlede projekt udgør i alt 2,1 mio. kroner. Ny Carlsbergfondet bevilger 1,5 mio. kr., der dækker lønnen i tre år, mens følgeudgifter til arbejdsplads, rejser mv. dækkes af Københavns Universitet og VejleMuseerne. Forskeren vil skiftevis udføre sin forskning på Københavns Universitet og hos VejleMuseerne, og denne kobling er vigtig i Ny Carlsbergfondets motivation for støtten.

”Forbindelsen mellem universiteternes kunstvidenskabelige miljøer og kunstmuseerne har igennem mange år ikke været særlig levende. Derfor har vi i Ny Carlsbergfondet indrettet først en ph.d.-ordning, og nu en postdoc-satsning, så universiteter og museer helt konkret knyttes sammen gennem de levende mennesker, der står for projekterne,” fortæller professor Morten Kyndrup, medlem af direktionen i Ny Carlsbergfondet.

Ansættelsen er en del af et postdoc-initiativ, hvormed Ny Carlsbergfondet støtter den kunstvidenskabelige forskning med i alt 22,5 millioner kr. Initiativet, der blev påbegyndt i 2014, omfatter 15 postdoc-stillinger.

Fakta om Ny Carlsbergfondet

  • Ny Carlsbergfondet er en privat og uafhængig kunstfond
  • Fondets formål er at virke til bedste for kunsten i Danmark
  • Fondet blev grundlagt i 1902 af brygger Carl Jacobsen og hustru Ottilia Jacobsen

 

Læs mere på www.ny-carlsbergfondet.dk.