Kender du Murphys Law, du ved den med, at alt der kan gå galt går galt?

Jeg har ikke skrevet så meget de sidste mange uger, jeg her simpelthen ikke haft tid grundet købet af et hus fra 1854. Huset trængte til en bette modernisering, du ved lidt maling og den slags og i min naive tro på egne evner, forventede jeg huset færdigt inden jul. Det blev det så ikke. 

Da vi overtog huset midt i september, havde jeg ikke regnet med at stå til jul med kun det halve brugbart omend ikke færdigt. Jeg er en af de her jubeloptimister, der laver en plan og forventer, at alt går snorlige helt uden bøvl.  
Vi har hidtil boet til leje og efter aftale med vores udlejer, skulle vi flytte 31. oktober, vi endte med at flytte den 3. december.

For at gøre en lang historie kort, så endte jeg med at rive det halve hus ned indvendigt, og grundet forskellige uheldige omstændigheder blev stuen samt et børneværelse ikke færdigt. Og resten er stadig work in progress. 
Den snu læser har nok allerede regnet ud at gammelfar her ikke just er i kridthuset på hjemmefronten. Både min kone og horden af børn har bidt mig i haserne siden de måtte sove på madrasser i det gamle hus, da jeg ikke havde fået varme på i det nye, fordi der ankom radiatorer med forkerte mål. 
Grundet pladsmangel havde vi været nødsaget til at flytte over to dage, da alle vores ting fra stuen og hobby rum skulle ud på et lager. Vi havde så flyttet senge og spisestue ned i det nye hus på andendagen, altså samme dag, som jeg fandt ud af, det var de forkerte radiatorere, i øvrigt også samme dag som der kom frostvejr. Det resulterede i, at jeg måtte bede min udlejer om lov til at smide madrasser på gulvet i det ellers tomme hus, heldigvis var udlejer forstående og gav os lov.

Vi fik varme på og flyttede ind i ruinen, halvdelen af huset var brugbart og jeg var på daværende tidspunkt sikker på, at jeg nok skulle få stuen færdig.

Min kone var nu begyndt at prikke mig lidt på skulderen og minde mig om, at denne jul var det jo alle børnene plus bedsteforældre og andet godtfolk der skulle holde jul ved os.  Jeg fastholdt hårdnakket, at der var masser af tid, lige indtil de forkerte vinduer ankom, iøvrigt to uger for sent. Da jeg så skriften på væggen, brugte jeg et par dage på at udtænke, hvordan jeg skulle få det sagt til min kone. Hun er klogere en, jeg er så hun havde allerede regnet det ud, men hun lod mig stege i eget fedt uden et ord, indtil jeg måtte krybe til korset og bekende mine synder fem dage før juleaften. Hun tog det pænt.

Plan b blev, at vi måtte indrette spisestuen på 20m2 således, at vi kunne være der, der var kommet et par afbud så vi skulle kun være 15 i alt.

Juleforberedelserne gik igang og til anledningen havde konen indkøbt en lyskæde med 1500 led lys i som skulle pryde haven, den havde vi endnu ikke fået hængt op den 23. december, så da min bedre halvdel kørte efter noget hun manglede, besluttede jeg mig til at mande mig op og hænge lyskæden op, uden hendes viden, jeg tænkte det ville give et par point på den slunkne konto. Hvad kunne gå galt, sneen dalede idyllisk ned og der var stadig lyst da klokken var 15.30 om eftermiddagen.

Kæden lå i en lille plastikkasse pænt foldet sammen, til info er det en af de der kæder, hvor lysene sidder på siden og er et par centimeter lange. Jeg regnede med, at jeg lige kunne tage fat i den ene ende og nænsomt rulle den ud og herefter placere den på taget hele vejen rundt.

Jeg tog kassen under armen og gik udenfor, jeg satte strøm stikket i og tog resten ud af kassen, jeg begyndte at folde kablet ud, efter et par meter, tabte jeg så hele rullen ud af hånden og rullen delte sig og svulmede på magisk vis op i størrelse. Min første tanke var, hvordan fanden så meget kabel kunne være i den lille kasse. Jeg havde på dette tidspunkt ikke indset, hvad jeg var oppe i mod og i min utidige ildhu, valgte jeg at løfte kablet op fra jorden ved at bruge de par meter, jeg havde rullet ud.

Det var ikke klogt.

Hele lortet filtrede sammen i en kæmpe klump, jeg prøvede febrilsk at få det filtret ud, men jo mere jeg prøvede jo mere blev det filtret sammen. Nu havde jeg efterhånden brugt på den pæne side af en time, det blev mørkere og mørkere og det var absurd koldt, sneen var heller ikke så fandens idyllisk mere. Jeg tror, der gik en times tid mere, jeg var nu blevet gennemkold og trods min indsats havde jeg ikke fået noget videre filtret ud, der var vel en 5-6 meter ledning, som var rullet ud og resten lignede mere Mælkevejens samlede stjerner samlet i en klump. Jeg endte med at smide lortet på jorden i vrede og afmagt. Skæbnen ville, at i samme øjeblik kom konen tilbage, hun gik forbi mig, stoppede op, kiggede på mig og kiggede ned på kæden der lå der og flød på jorden og sagde blot: “Jeg kan se, du hænger lyskæden op.” Jeg stod der med frost i skægget og kolde fødder og overvejede mit næste træk, det blev, at jeg smed kæden rundt omkring havedammen og lod det være filtret sammen, det blev nu meget pænt.

Vi havde en hyggelig juleaften og alt forløb vel, vi sad lidt trangt og måtte sætte juletræet op ved siden af værelserne på første sal, men det var hyggeligt og maden var god.

Næste jul er jeg nok færdig med huset.

Godt Nytår.