”Jeg føler, at jeg blev krænket”. Det er en frase der, når den bliver brugt rigtigt, sætter personen den bliver brugt imod skakmat.

Det hele startede i Danmark med den landskendte studievært, Sofie Linde. 

I forbindelse med TV2’s Zulu Awards i 2020 tog hun bladet fra munden. Hun berettede om en absurd og ulækker adfærd blandt nogle magtfulde mænd i mediebranchen. Jeg mener personligt, hun gjorde det med rette.

Det er ganske enkelt noget svineri, at nogen prøver at bruge deres indflydelse til at påtvinge sig ydelser eller på godt dansk, bede om sex med trusler om at ødelægge nogles karrierer og den slags. Føj for satan, siger jeg bare.

Jeg har egentligt længe gået og undret mig over den massive dækning og indflydelse den selvbestaltede folkedomstol, der opstod i kølvandet på Sofie Lindes afsløringer, har fået. 

I en skarp alliance med den landsdækkende presse, har folkedomstolen taget loven i egen hånd. Retfærdigheden, som de ser den, må og skal ske fyldest.

Aldrig har jeg oplevet så mange kendte mænd blive fyret, smidt ud, udskammet og sat i den offentlige gabestok på så kort tid. Ydermere er det en ganske ensidig affære. Først florerer der et rygte, så kommer der nogle afsløringer, der lækkes til pressen via anonyme kilder. 

Herefter kommer de forurettede, samt de ansvarlige for eventuelle konsekvenser i sagen på banen med afsløringer, dog ikke rigtige afsløringer, for man vil ikke rigtigt udtale sig med henvisning til, at det er personsager. Herefter kommer der beretninger om lukkede møder, så kommer fyringerne. 

De anklagede der så prøver at forsvare sig, bliver der gjort kort proces mod. En syndflod af negative kommentarer fra folkedomstolens horde af bedrevidende eksperter, krydret med historier i pressen, hvirvler et ubeskriveligt had op imod de anklagede, glemt er retssystemet og privatlivets fred. 

Hele erhvervslivet har rettet ind efter folkedomstolen, de afskediger hellere en for meget, end en for lidt, hvis først rygtet er opstået.  

Det er med andre ord ikke endt godt for de anklagede ved folkedomstolen. 

Jeg besluttede mig til at skrive klummen, da jeg læste om det Kongelige teaters 35-årige britiske koreograf, Liam Scarlett. Han døde den 16. april 2021 på et hospital i London. Liam Scarlett havde lagt for døden i fire dage efter et selvmordsforsøg.

Præcis samme dag, som han døde, havde Det Kongelige Teater i deres rettidige omhu, og ved navns nævnelse, besluttet sig til at udsende en pressemeddelelse med aflysningen af de forestillinger, han havde været en del af, grundet de krænkelsessager, der havde været i forbindelse med hans ansættelse.  

FOR HELVEDE DA. Magen til latterlige amatører og skidesprællere skal man sgu lede længe efter, ville Egon Olsen nok have sagt. Jeg nøjes med at kalde det dråben, der fik mit bæger til at flyde over.

Liam Scarlett var røget ind i en sag om krænkede adfærd i forbindelse med sit arbejde som koreograf. Jeg synes personligt, at det er for langt ude, at det mest anerkendte teater i Danmark, i deres iver for at tage afstand fra sagen, måske grundet frygt for undersøgelser og dårlig omtale, fik udsendt den nu famøse pressemeddelelse. 

Er det på tide at trække bremsen, tegne en streg i sandet og lige puste ud et sekund?   

Det virker lidt som om, at pressen er blevet talerør for vrede brugere på de sociale medier.  Mange af referencerne i de krænkelsessager, der opstår, har deres udgangspunkt på en af de utallige sociale platforme. De fleste af sagerne vedrører offentligt kendte personer, det kan være sig en politiker, eller en ansat i en statsejet eller støttet virksomhed.

Utallige kendte toppolitikere, fra diverse politiske partier, har fået et hurtigt og brutalt endeligt, siden Morten Østergaard i total panik, gjorde sig selv til grin for åben skærm. De er faldet på stribe. De er blevet udskammet på samtlige forsider i hver en flække, der findes her i landet. Min navnebror, Frank Jensen fik øgenavnet, ”Frank Klam”, i øvrigt.

Krænkelsessagerne i den politiske verden bliver oftest brugt som våben af andre politikere, uanset partifarve. Magten skifter ofte hænder meget hurtigt, når først lavinen ruller. Politikerne slagter hinanden i fuld offentlighed for egen vindings skyld.  

I det private erhvervsliv går man lidt mere stille med dørene, og skynder sig egentligt bare af fjerne problemet hurtigst muligt med en fyring. Den hurtigste var vel den tidligere sportschef i SønderjyskE, Hans Jørgen Haysen, som AGF havde hyret ind.

Jeg vil på ingen måde komme med floskler om de uskyldsrene gamle dage. Jeg er forholdsvis sikker på, at hvis man gravede i min personlige fortid, gik 15-20 år tilbage i tiden, rev en episode frem og fortalte mig, at jeg havde udvist krænkende adfærd, ud fra normerne stillet op af folkedomstolen nu om dage, så ville jeg, givetvis helt uden, at kunne huske, hvad der skete, bare formode, at det havde jeg.

Jeg tænker faktisk, at de fleste af os har opført sig dumt og usømmeligt på et eller andet tidspunkt. I min verden er der en markant forskel på at forlange sex på kontoret for ellers ryger jobbet, kontra en firmafest, julefrokost eller lignede festligt lag, hvor man er roestiv og i nogens tilfælde og uanset køn, dingler rundt i sin brandert på jagt efter en at tage med hjem. Jeg tænker, at der er delt en del lussinger ud igennem tiden på den konto, der er nok også røget en del ægteskaber eller forhold på selvsamme konto.

Tænk hvis vi alle sammen blev hængt ud på forsiden af aviserne, hver gang vi havde lavet eller sagt hjernedøde ting i en brandert.

Jeg mener ganske enkelt, at ordet krænket er blevet groft udnyttet og dermed udpint. At føle sig krænket kan betyde mange ting og ikke kun en enkelt. I nogle tilfælde føler man sig psykisk krænket, i andre tilfælde fysisk. Jeg mener, at folkedomstolen skal stikke piben lidt ind og give alle en lige og fair behandling. Jeg tænker ikke, at mange af dem der har en mening, ved ret meget andet end det de har læst sig til rundt omkring. Jeg tror, at man ved på en helt almindelig dag, i et hvilket som helst retslokale i Danmark, ville kunne finde sager der i de fleste tilfælde er langt mere alvorlige end dem der lige nu råbes højt om, men med væsentligt mildere domme end folkedomstolens.

Vi er blevet alt for krænkelsesparate, vi leder efter det næste offer i vores higen efter retfærdighed. Vi mobber og udskammer enhver som træder ved siden af og er bare lidt offentligt kendt. Venner bliver fjender, allierede bliver til modstandere. 

”Du kan let se splinten i din vens øje, men bjælken i dit eget øje kan du slet ikke få øje på. Hvordan kan du sige til din ven: Kom, lad mig tage splinten ud af dit øje’, når du ikke ser bjælken i dit eget? Din selvretfærdige hykler! Sørg først for at få bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din vens øje. Et godt menneske henter gode ting frem af sit hjertes gode forråd. Et ondt menneske henter onde ting frem af sit hjertes onde forråd. For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”

Lukasevangeliet kapitel 6, vers 41, 42 og 45. 

What comes around goes around.

1 KOMMENTAR

  1. For det første – alkohol er aldrig en undskyldning for noget.
    klummen her generaliserer og forsimpler de sager, som har været offentligt kendte. Det er en skam, når de fungerer som belæg for argumentationen.
    Det står virksomhederne frit for, hvem de vil fyre og hyre. Det står foreninger frit for, hvem de vil have som medlemmer. Hvis en person bidrager til at skabe et dårligt arbejdsmiljø/arbejdskultur eller foretager sig ting, som er uforenelig med virksomhedens eller foreningens grundlæggende værdier, hvad enten det er mobning eller chikane, så er det naturligt, at personen må finde et andet sted at arbejde eller udøve sine foreningsrettede aktiviteter.
    Folk som vil have magt, hvad enten det er over andre mennesker eller over et helt land, må finde sig i offentlighedens opmærksomhed og kritik på turen op og på turen ned. Det er prisen for at have privilegiet “magt” og gud ske lov for det.
    Til sidst – jeg savner dokumentation for, at “Krænkelsessagerne i den politiske verden bliver oftest brugt som våben af andre politikere, uanset partifarve.”. Hvor ved forfatteren det fra? Kan forfatteren dokumentere den påstand? For det er da noget af en anklage…

Leave a Reply to Kirstine Holst Cancel reply