Fredericia Kommune indtager en 80.-plads i en stor undersøgelse, hvor Danmarks Idrætsforbund (DIF) sammenligner de danske kommuner med hinanden på baggrund af idrætsforeningernes vilkår.

I en ny kommuneundersøgelse fra DIF ligger Fredericia Kommune placeret som nummer 80 ud af 93 kommuner, når det kommer til vilkårene for de lokale idrætsforeninger. Undersøgelsen vurderer og rangerer kommunerne på baggrund af 21 parametre inden for de fire hovedområder; frivillighed, faciliteter, økonomi og idrætspolitik. Der er blandt andet benyttet input fra 2.628 idrætsforeningers besvarelser af spørgeskemaer.

Det er tredje gang, at DIF gennemfører undersøgelsen, og i forhold til den seneste undersøgelse i 2017 er Fredericia Kommune faldet 12 pladser ned ad ranglisten.

Idrætten i kommunalvalget

Den 16. november er der kommunalvalg i Danmark. DIF’s formand, Hans Natorp, opfordrer kandidaterne til at gå på opdagelse i undersøgelsen.

– Velfungerende idrætsforeninger giver glade og sunde indbyggere i kommunerne. Derfor bør politikerne være optaget af at sikre idrætsforeningerne gode rammer og vilkår og støtte op om de frivillige kræfter. Jeg håber, at denne undersøgelse kan være med til at sætte idrætten på dagsorden i valgkampen, siger Hans Natorp og fortsætter:

– Vi har tidligere oplevet, hvordan undersøgelsen har skabt debat om idrættens vilkår i de enkelte kommuner og været katalysator for nye initiativer og indsatser på området. Jeg håber, det også bliver tilfældet denne gang.

Idrætspolitikken er i bund

Undersøgelsen er opdelt i fire punkter. Det er særligt under punktet “idrætspolitik”, at Fredericia er i bund. Til punktet er der fire underspørgsmål, hvor foreningerne har vurderet kommunerne, og der indtager Fredericia en 93. plads ud af landets 98 kommuner. 

Se her, hvordan Fredericia er placeret. Tallet i kolonerne er den placering, som Fredericia har ud af landets 98 kommuner.

Faciliteter

AdgangDækningFacilitetspolitikKvalitetFacilitetsindeks
8074636452

Frivillige

Anerkendelse af frivilligeIndbyggere pr. frivilligMedlemmer pr. frivillig
556973

Idrætspolitik

Foreningernes trivselKommunens idrætspolitikMedlemmer pr. indbyggerMedlemsudvikling 0-18 år
81936315

Økonomi

Andel af idrætsanlægAndel af idrætsområdetAnlægsudgifter til idrætsanlægDriftsudgifter til idrætsområdetForeningens økonomiKommunens prioritering af idrætTilskudsordninger
2072865444886
Christian Jørgensen. (Foto: AVISEN)

Udvalgsformand: Det er ikke prangende

Fungerende formand for kultur- og idrætsudvalget i Fredericia Kommune, Christian Jørgensen (V), ærgrer sig over placeringen i undersøgelsen.

– Det er klart, at som formand for udvalget, og som en politiker, der vil noget for idrætten i byen, er det ikke prangende. Kigger man tilbage i 2013 var vi nummer 90, og i 2017 var vi nummer 68. Skal vi drage et mønster, så er vi i den sidste tredjedel. Det gør mig nysgerig på, hvorfor vi er dernede. Når man kigger på det, er den landsdækkende svarprocent 23 %, og det er lavt. I Fredericia har 22 ud af 88 foreninger svaret, og når så få svarer, har det enkelte svar store konsekvenser for det samlede billede, og derfor skal vi også tage undersøgelsen lidt med en gran salt. Men ud fra tidligere placeringer kan det tyde, at der er noget at arbejde med, siger Jørgensen.

I undersøgelsen er der fire hovedemner, der har dannet grobund for spørgsmålene. Det drejer sig om faciliteter, idrætspolitik, økonomi og de frivilliges tilfredshed.

– Kigger vi på anlægsudgifter, som er et punkt under økonomi, er vi på en ottendeplads, og det er den bedste placering Fredericia scorer. Det betyder, at foreningerne, som har deltaget i undersøgelsen, har bemærket de investeringer vi har lavet, og det er jeg tilfreds med. Til gengæld er vi dårligt placeret omkring kommunens idrætspolitik, hvor vi er på en 93. plads. Er det så fordi man er utilfreds med politikken, eller er det udtryk for en manglende rød tråd? Det kan man reflektere over. Jeg gætter på, at det er begrænset, hvor mange af de frivillige, der har været inde på kommunens hjemmeside og læse hvis kultur- og idrætspolitik, som jeg mener er ufarlig. Politiken udløb i 2020, og ligesom vi skal have en ny vision for Fredericia, skal vi også have en ny politik, siger Christian Jørgensen og slår fast:

– Vi har Fredericia Idrætsråd, der er sat i verden for at være talerør og sparringspartner for idrætten. Idrætsrådet har været amputeret lidt pga. coronasituationen, og det har foreningernes mulighede også. Det kan også have haft impact på undersøgelsen. Jeg ved, at der er endnu en undersøgelse på trapperne fra IDAN, og der er det tilsikret, at der er en høj responsprocent. Den glæder jeg mig til, fordi den for det første er helt frisk, og for det andet rammer den bredere end DIF’s. Med de to undersøgelser i hånden har det kommende byråd, og det kommende idrætsråd, alletiders grundlag for at kigge på, hvor foreningerne står i det her. Hvis jeg bliver genvalgt, og sidder i Kultur- og Idrætsudvalget igen, vil jeg glæde mig til at arbejde med det. Der er ingen tvivl om, at vi har rammerne i Fredericia, og nu er det op til politikerne, idrætsrådet, frivillige og foreningerne at finde ud af, hvordan vi udfylder rammerne, så idrætten blomstrer i Fredericia, slutter han.

Top fem i undersøgelsen:

1. Skive Kommune

2. Roskilde Kommune

3. Vallensbæk Kommune

4. Nordfyns Kommune

5. Thisted Kommune

Hele undersøgelsen findes på adressen https://kv21.dif.dk, hvor man kan se, hvordan kommunerne ligger i forhold til hinanden samt de enkelte kommuners resultater på samtlige 21 parametre.

Skriv en kommentar