Fredericia Kommune bliver produktionssted for den tyske virksomhed FFG (Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft), hvis virksomheden vinder udbuddet om at producere Forsvarets næste pansrede mandskabsvogne, som fem producenter netop nu konkurrerer om.

FFG ønsker at placere fabrikken centralt i Danmark, såfremt de vinder udbudet, og det nemme samarbejde med Fredericia Kommune kombineret med kommunens placering, gjorde valget oplagt. En ny produktionsfabrik kan sikre Fredericia Kommune op til 200 arbejdspladser direkte afledt af beslutningen.
Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard (S), er begejstret for aftalen og udsigten til at skabe mange nye arbejdspladser i kommunen:

”Fredericia Kommune arbejder aktivt på at tiltrække erhvervsvirksomheder ved at skabe det bedst mulige miljø for virksomhederne. At vi også tiltrækker udenlandske investeringer er bare med til at understrege, at Fredericia Kommune er et attraktivt sted at placere sin virksomhed. Det er derfor en stor glæde, at FFG vil lægge hele produktionen af pansrede mandskabsvogne her,” siger borgmesteren.

Om fabrikken bliver en realitet, afgøres først senere på året, når Forsvaret skal vælge leverandør af pansrede mandskabsvogne. FFG er en ud af fem finalister, som har kvalificeret sig til at vinde den kommende PMV-kontrakt. Og Flensborg-virksomheden ser positivt på sine chancer, nu hvor samarbejdet med Fredericia Kommune er indgået:

”Vi har valgt, at fabrikken skal placeres i Fredericia Kommune, fordi vi dermed sikrer korte afstande både til Oksbøl, som er hjemsted for forsvarets øvelsesterræn, København hvor beslutningstagerne sidder, og Flensburg hvor vores hovedkontor er. Samtidig gør det os i stand til at styrke vores i forvejen positive samarbejde med det danske Forsvar, som har stået på igennem de seneste 16 år,” siger Karsten Glauning, chef for salg og udvikling hos FFG.

Stærkt netværk blandt danske underleverandører

FFG har allerede stiftet et dansk datterselskab, FFG DK A/S, der skal udgøre grundstammen for den fremtidige produktion af den pansrede mandskabsvogn G5 i Danmark, såfremt de vinder udbudet. FFG forventer at skabe omkring 180-200 arbejdspladser direkte fra produktionen og samtidig bidrage til at øge samarbejdet på tværs af grænsen mellem Danmark og Tyskland.

Allerede nu har FFG indgået dialog med Metal Lillebælt, som organiserer mange af de faggrupper, der ventes at blive beskæftiget på en kommende fabrik. Afdelingsformand Martin Sørensen, Metal Lillebælt, fortæller, at fagforeningen vil bidrage aktivt til at skaffe de rette kvalificerede medarbejdere i et tæt samarbejde med FFG.

”Allerede nu er der mange højt kvalificerede medarbejdere i vores område blandt andet inden for aluminiumssvejsere og andre faggrupper, som vil være relevante for produktionen. Men vi kan desuden i tæt samarbejde med det lokale jobcenter finde og videreuddanne dygtige medarbejdere, og den proces håber vi at kunne tage fat på, så snart udbuddet er blevet afgjort. Vi ser det som en særdeles god nyhed for beskæftigelsen i området, hvis FFG lægger sin fabrik her, ”siger Martin Sørensen.

FFG har allerede et mangeårige samarbejde med det danske forsvar, hvor de har opdateret Forsvarets nuværende pansrede mandskabsvogn. Derfor har FFG allerede indfriet for flere hundrede millioner danske kroner og er dermed fem år foran kravene, der stilles af de såkaldte modkøbsaftaler.

Modkøbsaftalerne gør, at de udenlandske virksomheder skal lægge deres ordrer hos danske forsvars- og sikkerhedsvirksomheder.

Men det betyder også, at FFG har etableret et stærkt netværk blandt de danske underleverandører, der står til at opnå økonomisk gevinst ved PMV-kontrakten.

(Arkivfoto)
(Kilde: PM )