Onsdag den 3. februar blev Fredericia Havn ramt af en voldsom brand. Kun en hurtig og professionel indsats fra et samlet beredskab betød, at det kun blev til materiel skade. En flere dage lang indsats med slukning og oprydning markeres på fredag ved et uformelt arrangement i Fredericia Idrætscenter, hvor borgmester Jacob Bjerregaard er vært.

”Vi skylder vores beredskab, politi, hjemmeværn og alle de mange, der har gjort en ekstraordinær indsats for Fredericia, en kæmpe tak. Derfor inviterer vi alle, der har hjulpet og byens borgere til et fælles arrangement, hvor vi kan vise vores taknemmelighed”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Blandt de mange inviterede er Trekantområdets Brandvæsen, Sydøstjyllands Politi og Hjemmeværnet.

Arrangementet bliver afholdt i HAL 1 i Fredericia Idrætscenter fredag den 12. februar kl. 15. Der bliver serveret en øl eller vand og en pølse til gæsterne.

– Alle er velkomne til at deltage, oplyser Fredericia Kommune.