Den fredericianske kajakpolospiller Marius Berndt Larsen har været til U21 VM. Nu er han blevet for gammel til ungdomsholdet, og drømmer om på sigt at komme på seniorlandsholdet.

I Kanalbyen er der opsat to mål, og det med god grund. Der kan Marius og co. spille kajakpolo, men det er dog ikke der han spiller til dagligt, hvor han spiller i Silkeborg for at spile på et højere niveau, end man kan spille på i Fredericia.

Sporten minder om en kombination mellem kajak og håndbold, da man kaster bolden rundt på samme måde. Det er en sport, som Marius har gået til i en del år efterhånden.

– Min far introducerede mig for det, da jeg gik i 6. klasse. Lige siden har jeg gået til det, siger Marius og kommer ind på, hvad han synes der er fedt ved det:

– Det er fedt at kombinere kajak med at kaste med en bold.

Marius i Kanalbyen i Fredericia. Foto: AVISEN

Da Marius trænede op til U21 VM var der virkelig gang i træningsmængden. I alt ni træningspas blev det til i ugen, når man lægger styrke- og kajaktræningen sammen.

– Nu er jeg nede at træne fem gange i ugen. Jeg er blevet for gammel til U21-landsholdet nu, og det har været, når vi med landsholdet trænede op til noget, at jeg har trænet mest, siger Marius.

Den fredericianske kajakpolospiller er endnu ikke på seniorlandsholdet, men på ungdomssiden har han allerede haft store oplevelser, der giver blod på tanden.

– Jeg har været til både VM og EM, og forskellige Europa Cups op til dem. Jeg har også været i Milano, siger Marius og slår fast:

– Hvis man vil forbedrer spillet er udlandet der, hvor man lærer andre tekniker og prøver at spille på et højere niveau.

En af måderne, som Marius også kan blive bedre på, er at blive matchet med de bedste på seniorlandsholdet.

– Jeg er nok ikke den rette til at udtale mig om, hvornår jeg kan blive udtaget, men det er noget, der er længere ude i fremtiden, fortæller Marius.

Målet på sigt er klart for den unge kajakpolospiller.

– Jeg vil på landsholdet, og så vil jeg vinde DM med min klub, siger han.

Det ser voldsomt ud, når kajakkerne i er i vandet. Foto: AVISEN

Om kajakpolo:

Kajakpolo spilles i specielle korte kajakker (maks tre m.) af plastik eller fiber. Banen er 23 x 35 m. Den kan lægges på søer, floder, svømmehaller, friluftsbade og havet. På de korte sider af banen befinder sig på hver side, i to meters højde, et 1 x 1,5 m stort mål.

Hvert hold består af fem spillere på banen og maximalt tre udskiftningsspillere. Boldene er specielle vandpolobolde og må kastes med hånden eller pagajen. Spilletiden er 2 x 10 minutter.

I starten af hver halvleg placerer spillerne sig med bagenden af kajakken på hver deres baglinje. Ved lyden af dommerfløjten bliver bolden kastet på midten af banen, og en fra hvert hold sprinter af sted for at få boldbesiddelse. I spilleforløbet er der, som i de andre boldsportsgrene, målkast, hjørnekast, indkast og dommerbold (uklar boldbesiddelse).

Målmand er den spiller, der ligger under det forsvarede mål med sin pagaj i vejret. Han/hun må ikke angribes af modspillere. Der spilles med flyvende målmand så enhver kan overtage målmandsrollen.

Silkeborg 

CL i Belgien

Landsholdet og vinde dm med klubben