Den 18-årig fredericianer, Camilla Bitz Witt, vandt lørdag den 4. juni guld blandt gruppen af junior- og
seniorsvømmere på distancerne 50 meter fri, 100 meter fri og 200 meter fri samt sølv i distancen 50 meter ryg
.

18 årige Camilla Bitz Witt er noget særligt. Ikke hvis du spørger hende selv, så er hun bare en ung pige på HTX – ligesom hendes klassekammerater og alle de andre venner. Men Camilla er født med et handicap, som du og jeg måske ikke lige spotter
første gang vi ser hende på gaden. Camilla er nemlig født med cerebral parese også
kaldet spastisk lammelse i højre side (både arm og ben).

– Mit handicap har givet mig nogle begrænsninger – men aldrig holdt mig tilbage fra at gøre ting, som jeg gerne ville. Jeg har dyrket mange andre sportsgrene som barn, heriblandt fodbold. Men på et tidspunkt begyndte jeg at svømme, og det var bare super fedt, siger hun.

Lørdag den 4. juni afholdte Parasport Danmark deres Forbundsmesterskab 2022 i parasvømning i Odense. Her vandt Camilla guld blandt gruppen af junior- og seniorsvømmere på distancerne 50 meter fri, 100 meter fri og 200 meter fri samt ikke mindst sølv i
distancen 50 neter ryg. Alle løb blev svømmet næsten op til PR, dog blev 200 fri svømmet med en personlig rekord på over fire sekunder. Alt i alt super flotte resultater til en ung atlet.

Selvom Camilla er født med cerebral parese afholder det hende ikke i også at deltage i almindelige stævner på lige fod med svømmere uden handicap. I Kristi Himmelfartsferien var hun bl.a. med mange af de øvrige medlemmer i Fredericia Svømmeklub – en del af EGIF til Danish International Swim Cup i Esbjerg, hvor hun svømmede på lige fod med alle de øvrige deltagere.

Camilla fortæller, at udfordringen ved at svømme til almindelige stævner er, at i vandet kan ingen jo se, at hun ”kun” trækker sig igennem vandet med armene og stadigvæk kun bruger benene meget lidt.

– Men det fede ved at være til almindelige stævner er, at jeg sjældent er placeret i første heat (ofte de langsomste) eller komme
sidst ind. Til de officielle DM, hvor jeg gennem min parasvømning har opnået deltagelse, kan det være mentalt udfordrende, for som parasvømmer er jeg langsommere end de øvrige deltagere med almindelige kravtider. Men jeg stiller op, fordi jeg elsker at svømme, siger Camilla, der ikke er i tvivl om, hvad det bedste er ved at svømme i Fredericia Svømmeklub – en del af EGIF:

– Helt klart mine venner, svarer Camilla med sit store smil og et glimt i øjet.

– Jeg har mange gode veninder og venner i klubben, som jeg hygger mig med også udenfor træning i fritiden. Derudover har jeg en dejlig familie og nogle fantastiske trænere, som tror på mig og ved, hvornår de kan skubbe mine grænser. Ikke for deres skyld – men fordi de ikke er bange for at give mig udfordringer, selvom jeg har et handicap, slutter hun.