Frivillige kræfter omkring ungdomsfodbolden i Fredericia har lavet et projekt, der hedder “Børn Hjælper Børn”. Projektet har opbakning fra Fredericia Kommune, der støtter det økonomisk.

Projektet “Børn hjælper børn” sker i samarbejde med KidsAid, der er et projekt, der hjælper syge og sårbare børn. Projektet drives af et ungdomshold i Spangsbjerg, men stopper om to år.

– Vi har lavet et strategisk samarbejde med dem, og lavet støtte foreningen “Børn hjælper børn”. Vi kunne godt have lavet det i FC Ungdom, men hvad vil der ske, hvis FC Ungdom pludselig er væk? Det kunne give noget for børn og virksomheder, give omtale og uddanne børn. Vi vil gerne det her ligemeget, hvor vi er i livet, siger Stephan Nyrup, der til dagligt er talentchef i FC Ungdom, men som laver projektet som frivillig.

Med bag projektet er blandt andet også Henrik Røde Jensen, der sammen med Stephan Nyrup har kontaktet flere virksomheder, der synes om ideen. Også virksomheder, der normalt ikke støtter op om fodbold.

– Vi kan mærke, at der er investorer, der vil være med, som ikke ville være med i fodbold normalt. Det ideen er, at dem der er i FC Ungdom, skal bruges som værktøjer i det her. Vi skal samle penge ind og så kan anførerne finde ud af, hvem der har behov for pengene i byen. Vi erkender blankt, at det ikke er alle der kommer til at spille fodbold i Brøndby, FC Midtjylland eller FC Fredericia. Kunne vi danne dem fra 12-års alderen og give dem fokus på at være et helt menneske, vil det være rigtig fedt, siger Stephan Nyrup.

I forbindelse med projektet har Stephan og de andre kræfter holdt møder med politiske aktører, der alle bakker op om det.

– Vi har blandt andet mødtes med borgmester Steen Wrist og formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind. De synes, at det er fedt vi vil give noget til byen på den måde. Fodbolden er det sekundære det i det, og vi ser det som et nobelt projekt, siger Stephan Nyrup.

For Peder Tind er det naturligt, at Fredericia Kommune bakker op om projektet.

– Det er noget, der kan komme til at sætte os på landkortet for noget virkelig positivt. Jeg synes, at det er rigtig godt set af Stephan og de andre gode kræfter at tage det her initiativ, som vi selvfølgelig bakker op om. Det er med til at danne vores unge fodboldspillere, og giver noget til nogle, der har brug for det, siger han.

Skriv en kommentar