I Kolding Kommune har pensionister, førtidspensionister og efterlønsmodtagere mulighed for at købe sig til et måltid mad i en af de mange caféer tilknyttet kommunens plejehjem og aktivitetscentre.

Men caféernes gæster får altid meget mere end en fyldt mave. De får også socialt samvær både med de andre gæster og personalet.

– For nogle af vores gæster er det dagens højdepunkt at komme herned. Her er der altid nogen, de kan snakke med, og nogen der bekymrer sig om dem, siger Lucia Maria Bjørnboe Korn, ledende økonoma v. Køkken Olivenhaven

For personalet på caféerne handler det ikke kun om at servere et godt måltid mad. Det handler også om at være en form for livline til systemet og hjælpe borgerne videre, hvis de har brug for det.

Åbent igen efter nedlukninger

Som så mange andre tilbud og aktiviteter har caféerne været lukket pga. af Covid-19, hvilket har betydet, at mange har måttet undvære deres vanlige besøg på caféerne. Nu er der dog åbnet op igen, men det kniber lidt med at få gæsterne tilbage og få gang i de gode, gamle vaner igen.

Der er dog ingen grund til bekymring, for personalet tager alle forholdsregler for at skabe et trygt og sikkert miljø for alle.

Unikke caféer med unikt personale

Dertil har caféerne noget, som de gængse caféer og restauranter ikke har. Her er der nemlig mulighed for at komme med ønsker til menuen, og så vil personalet gøre deres bedste for at imødekomme ønsket.

For personalet er det vigtigste nemlig at servere god mad, som falder i gæsternes smag – og så selvfølgelig at få dem til at føle sig velkomne og set, som de mennesker de nu engang er.

Skriv en kommentar