Efter FHK’s sejr på 31-29 over Ribe-Esbjerg i lørdagens træningskamp var cheftræner Gudmundur Gudmundsson tilfreds med holdets præstation. På trods af at kampen blev tæt mod slutningen, var der mange positive aspekter at tage med videre.

FHK var i fuld kontrol det meste af kampen, og endte med at vinde 31-29 i den næstsidste træningskamp.

– Jeg synes, at vi dækker godt op stort set hele kampen. Vi fik brugt hele truppen og fik arbejdet med forskellige opstillinger, så det var positivt. Vi havde styr på kampen det meste af tiden. De nye præsterede godt, så det var positivt, siger Gudmundsson.

Syv mod seks kræver mere træning

En af de taktikker, der blev prøvet af i kampen, var syv mod seks, hvilket dog resulterede i, at Ribe-Esbjerg kom tæt på mod slutningen af opgøret. Gudmundsson erkender, at holdet endnu ikke er helt skarpe på denne front, og at der skal arbejdes mere med det fremover.

– Vi har ikke arbejdet meget med syv mod seks, det var ikke godt nok endnu. Så vi skal bare investere mere tid i det her i næste uge, siger han og understreger, at taktikken vil blive en del af holdets arsenal fremover.

– Jeg kommer til at bruge syv mod seks stadig, men vi har ikke haft tid til det endnu. Vi har fokuseret meget på forsvaret og lært de nye spillere strategien om forsvaret.

Positive præstationer fra nye spillere

En af de store glæder for Gudmundsson var de nye spilleres præstationer, herunder Kasper Palmar og Arnor Vidarsson, som begge gjorde en god figur i opgøret. Gudmundsson var tilfreds med, hvordan de nye spillere integrerede sig i holdet og bidrog til den samlede indsats.

– Det var virkelig godt at se. Palmar og Vidarsson gjorde det godt. Jeg synes faktisk, at det meste af holdet gjorde det godt, siger Gudmundsson.

Fokus på defensiv struktur

Gudmundsson har valgt at prioritere arbejdet med holdets defensiv i de seneste uger, hvilket ifølge ham har båret frugt. FHK’s defensive struktur var markant bedre i denne kamp sammenlignet med den seneste kamp mod TTH Holstebro.

– Det tager tid, derfor har vi arbejdet hårdt med forsvaret. Jeg kan se, at vi gjorde det meget bedre end i den seneste kamp mod TTH Holstebro, forklarer Gudmundsson, som ser fremskridt i holdets evne til at tilpasse sig den nye defensive tilgang.

FHK ser nu frem mod deres sidste træningskamp, der er mod Bjerringbro-Silkeborg, og som spilles på fredag. Denne kamp vil give holdet endnu en mulighed for at finpudse deres spil og arbejde videre med de elementer, der stadig kræver justeringer inden sæsonstarten.