Næsten 30% af de 2.500 borgere i Fredericia Kommune, der er udvalgt til at deltage i den landsdækkende undersøgelse ”Hvordan har du det?”, har allerede svaret, men udvalgsformand Susanne Eilersen vil rigtig gerne have svarprocenten højere op.

”Jo flere der svarer på undersøgelsen, jo bedre forebyggelse og behandling kan vi lave i fremtiden. Så jeg vil opfordre alle, der har fået tilsendt et spørgeskema til at bruge tiden på det”, siger Susanne Eilersen.

I spørgeskemaet bliver de udvalgte borgere spurgt til deres sundhed, trivsel og sygdom, og svarene er med til at give et billede af, hvordan borgerne har det, og hvad der gør dem syge. På den måde kan undersøgelsen bruges til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme.

Er du en af dem, der endnu ikke har besvaret spørgeskemaet, så skynd dig at gøre det. Alle syddanskere, der besvarer spørgeskemaet, deltager i en lodtrækning om flotte præmier – blandt andet pengepræmier på op til 6.000 kroner, to iPhone 12 og to iPads.

På landsplan er 300.000 danskere over 16 år udvalgt til at svare på undersøgelsen. Heraf bor 66.000 i Region Syddanmark.

Det er de fem regioner, Danske Regioner, KL, Statens Institut for Folkesundhed, Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet, som står bag undersøgelsen. Du kan læse mere om trivsel- og sundhedsundersøgelsen på www.rsyd.dk/hvordanhardudet.  

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer