Knap hver femte dansker er utilfredse med deres nuværende arbejde eller arbejdsituation. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

Heldigvis er lidt mere end to ud af tre danskere tilfredse med deres arbejde.

»Men én ting er at være tilfreds. Noget helt andet er at glæde sig til at gå på arbejde,« siger Arlette Bentzen, der har den fine titel af chief happiness officer i bureauet Arbejdsglæde.nu, som har specialiseret sig i arbejdsglæde.

»Skal man være glad for at gå på arbejde, er det helt afgørende, at man føler, at det, man laver, giver mening. At man gør en forskel og skaber synlige resultater,« siger hun.

Hun forklarer desuden, at relationer på arbejdspladsen er meget vigtige. Både til kollegaer og til nærmeste leder.

»Her fejler mange virksomheder. Der er rigtig mange, som siger op, fordi de ikke har gode relationer til nærmeste leder,« forklarer Arlette Bentzen.

Desuden ødelægger mange virksomheder de indbyrdes relationer mellem medarbejderne.

»Jeg forstår ikke virksomheder som belønner for eksempel de bedst sælgende medarbejdere og opstiller individuelle mål for hver enkelt medarbejder, hvor de bliver bedømt hver især. Så hytter folk jo deres eget skind, og medarbejderne vil ikke dele ud af den viden, de har, fordi de er truet af de andre,« siger hun.

I stedet for at måle på de parametre, som ikke fungerer, burde virksomhederne i langt højere grad måle på det, der går godt, siger hun.

»På den måde viser man medarbejderne, at de har et meningsfyldt arbejde, og at de skaber resultater. Man skal ikke fortælle dem, hvad de ikke gør, men hvad de rent faktisk gør,« siger Arlette Bentzen.

De 20 procent af danskerne, som er utilfredse med deres arbejde, bør stille sig selv et spørgsmål.

»Hvis du føler, at du har mistet arbejdsglæden, så spørg dig selv, om du har gjort alt, hvad du kunne for at gøre det bedre. Har du forsøgt at gå foran, tage fat i ledelsen og ændre det, der er forkert?« spørger hun og fortsætter:

»Hvis svaret er ja, skal du sige op. Også selvom du ikke har et andet job på hånden. Man kan blive rigtig syg af at blive i et job, hvor man ikke er glad.«