Jeg kan i dag læse i Lokal Avisen, at kommunerne  påtvinger udviklingshæmmede at få leveret færdiglavet mad i plasticbakker, samtidig med at de fjerner den pædagogiske støtte til madlavning ude på bostederne og denne vogn er Fredericia selvfølgelig også med på for at spare penge.

Den kommunale madleverandør i Fredericia, Elbokøkkenet, laver traditionel dansk mad, som sendes både ud til ældre og unge, men her vil jeg give Sytter Kristensen fra landsforeningen LEV ret i, at de unge måske nogen gange havde lyst til noget mere krydret mad eller måske noget helt andet som “Ung mad”
Formanden for Fredericia Kommunes Social- og Omsorgsudvalg Henning Due Lorentzen fastholder besparelsen, selvom han er klar over, at besparelsen forringer de handicappedes livsglæde, og det pædagogiske sammenhold med at spise en varm måltid mad sammen, som man gør i en familie, forsvinder.
Har Henning Due Lorentzen aldrig tænkt over, at disse handicappede menneskers fremtidige hjem er en institution hele livet, hvor man som offentlig hjem gerne skulle kunne give nogenlunde de samme oplevelser, som et privat hjem, nemlig duften af mad, som de fleste sagtens kunne hjælpe til med.
Alle er klar over, at der ikke er de samme penge at gøre godt med som tidligere, og det gælder både pårørende og organisationerne, men der kan mange gange findes penge til materielle ting og kultur, hvad disse mennesker heller aldrig får del i, samtidig kommer Rolf Dalsgaard Johansen, Voksenservicechef i Fredericia Kommune med et vredesudbrud, hvor han er ærgerlig over, at pårørende og interesseorganisationer kun har fokus på at råbe op på flere penge. Denne mand har åbenbart ingen problemer ej heller forståelse for andre, hvilket er bekymrende i en offentlig stilling. Han er oven i købet enig med formanden for Social- og Omsorgsudvalg Henning Due Lorentzen i, at de udviklingshæmmede ikke skal have et liv på ligefod med andre unge, ikke engang så lidt som et måltid hjemmelavet mad, som kan spises i fællesskab, som man gør i en familie.
Jeg ville trække mig omgående som formand for Social- og Omsorgsudvalget eller stillingen som Voksencervicechef, for det harmonerer på ingen måde med den indstilling til de svageste i samfundet, hvis man blot prøvede at sætte sig ind i andres problematikker og bekymringer, når man ikke længere som pårørende kan tage vare på sine kære, der er overladt til et arrogant og kynisk offentlig system, derfor er det meget nødvendigt at diverse interesseorganisationer gør opmærksom på de mange unødvendige spareplaner, som i tiden finder sted i kommunerne, da de svageste i vores samfund ikke er i stand til at forsvare sig.
Unødvendige kan disse planer kun være, når man samtidig i Fredericia har råd til at forære teatret 13 millioner.
Med venlig hilsen
Karen Møberg
Blåhøj 12
7000 Fredericia