Ældre borgere i hovedstadsområdet ser ud til igen at være ramt af en stor plejekonkurs. Det er det private firma Vitapleje, der på februars sidste dag er blevet ramt af en konkursbegæring fra Skat, der i længere tid har haft store beløb til gode i firmaet.

Konkursbegæringen rammer borgere i bl.a. Gladsaxe, Hvidovre, Tårnby, Dragør og Lejre kommuner. I Gladsaxe har Vitapleje 262 borgere, som modtager hjemmehjælp. I Tårnby er 123 borgere i klemme. Det ventes, at konkursbegæringen følges af et hurtigt konkursdekret, hvorefter borgerne og de berørte kommuner skal finde ny leverandør.

Den truende konkurs i hovedstadsområdet kan føjes til en stærkt voksende liste over konkurser i den private del af hjemmeplejen, hvor omkring 8.200 borgere ifølge FOAs optælling har været berørt af konkurser det seneste år.

”Det her rammer både borgere og ansatte meget hårdt. Derfor er vi nødt til hurtigt at få nogle nye retningslinjer for udbud af privat ældrepleje, der kan stoppe, hvad efterhånden kan betegnes som en epidemi,” mener forbundsformand Dennis Kristensen, FOA.

Ifølge FOAs oplysninger er de berørte kommuner i øjeblikket i færd med at få overblik over situationen og om muligt indkalde ekstraordinær hjemmehjælp.

Dennis Kristensen mener, at der efterhånden tegner sig et overordnet mønster:

”Dette her sker meget tit omkring månedsskiftet, når der skal udbetales løn og indbetales skat og moms. Det taler tydeligt for, at kommunerne må og skal have vished for, at der virkelig er den økonomiske soliditet i de private plejevirksomheder, som de indgår samarbejde med” siger Dennis Kristensen.

Formentlig vil det nu være op til de berørte storkøbenhavnske kommuner at overtage ansvaret for hjemmehjælpen.

”Desværre ser vi meget ofte, at den praktiske hjælp bortprioriteres i disse situationer. Og vi ser, at kommunerne får betragtelige ekstraudgifter som følge af den ekstraordinære opgave. Alle bør efterhånden kunne se, at det kan gøres bedre,” mener Dennis Kristensen.