Den tidligere keeper i Fredericia Håndboldklub, Jan “Tromle” Nielsen, var torsdag aften at finde i thansen Arena, da klubben mødte Team Sydhavsøerne, som FHK besejrede. Jan er den dag i dag tilknyttet Århus Håndbold i en rolle som sportschef, og han savner en klub som FHK i ligaen på flere parameter.

Foruden rollen som sportschef i Århus, hvor han tidligere var direktør, er Jan Nielsen ansat som event- og partnerskabschef i DGI

I fire sæsoner tørnede keeperen ud for FHK, hvor han opnåede heltestatus blandt klubbens fans, og han følger stadig den dag med i, hvad der sker i FHK.

“Jeg kan se, at man ihærdigt kæmper for at komme tilbage i ligaen, og at man har hentet gode spillere. Det er fantastisk at se, hvilken udvikling FHK er i med tingene omkring klubben. Sponsorfaciliteterne er essentielt i forhold til at lave et godt projekt, og det har FHK nu på plads,” siger Jan Nielsen til Fredericia AVISEN.

FHK har en 2020-plan, hvor den skal hedde liga senest i 2020, og det anser Jan Nielsen også som realistisk.

“Jeg ser mulighederne for det som store. Byen bakker endnu mere op, end den gjorde, da jeg spillede i klubben. Jeg kan også se, at der stadig er stor loyalitet fra folk i og omkring klubben, som har været med på hele rejsen,” fortæller Jan Nielsen og fortsætter:

Frank Jensen, forretningsfører i Jysk Service, havde inviteret Jan “Tromle” Nielsen til håndbold i Fredericia torsdag aften. Foto: Matthias Runge

“Jeg synes, at den passion der er omkring FHK er fed. Jeg elskede det inden jeg var i klubben, da jeg var i klubben og også den dag i dag. Den passion, der er omring hele FHK fra HK Ultras er fantastisk. Det er noget, som man savner i ligaen med så passionerede folk,” udtaler Jan Nielsen.

“Jeg følger stadig en del med i FHK, og jeg har mødt mange gode mennesker i klubben. Selvom man røg i økonomiske problemer blev man, og det kunne man lære af.”

Selve kampen mellem FHK og Team Sydhavsøerne var en fornøjelse for Jan Nielsen at overvære.

“Jeg var blevet inviteret herned af Frank fra Jysk Service, som jeg kender fra min tid i FHK. Vi har holdt kontakten ved lige, og han inviterede mig for noget tid siden med i ADP-loungen til kampen mod Sydhavsøerne, og det takkede jeg selvfølgelig ja til. Det har været en rigtig god oplevelse at være i den ombyggede arena,” lyder det fra Jan Nielsen.

http://perhaps.dk/