Han var ved at miste lysten til at være politiker, indtil et opkald med borgmesterkandidat i Venstre i Fredericia, Peder Tind, fik den 32-årige John Rasmussen til at få blod på tanden igen. Nu er han klar til kommunalvalget i november, hvor han særligt vil fokusere på klima- og naturpolitikken.

Til dagligt er han medicinstuderende, og desuden er han også uddannet biolog. Han har en stor forkærlighed for videnskab, men han også har en del personlige interesser. Faktisk er det kun fantasien, der sætter grænserne for, hvad John Rasmussen kaster sig ud i. han maler, spiller musik, interesserer sig for sejlads og har gået til en masse sport. I baggrunden har politik altid været der, hvor han med alderen er blevet mere bevidst om, at han godt kan lide at diskutere holdninger og have politiske samtaler.

32-årige John Rasmussen havde i starten ikke tænkt sig at være en politiker, selvom han har været en del af en masse fora på internettet, der har givet anledning til at debattere om alt mellem himmel og jord. Efter en samtale med en kollega i Vejle fik han blod på tanden til at stille op, hvilket han blandt andet gjorde tilbage i 2017 for Liberal Alliance.

Nu stiller han op for et andet borgerligt parti, som er større og har lettere adgang til lokalpolitisk indflydelse end det forrige parti, han var en del af.

– Jeg blev på et tidspunkt overbevist om, at man kan ikke få det perfekte parti til sig selv. Der er nogle holdninger, som man ikke er enige i, og så må sætte sig, hvor man er mest enig og prøve at trække tingene i den retning, som man ønsker.

Han er biolog, og heri ligger der en stor interesse for biodiversitet og klima, som han brænder meget for. For ham er det en kombination af personlig interesse og faglig fordybelse, der har medført, at han er optaget af natur og miljø.

John Rasmussen har ikke noget imod at tage patent på at være en politiker, som repræsenterer et blå-grønt parti, hvilket han mener, at flere borgerlige partier har potentiale til.

– Jeg har længe forsøgt at overbevise blå partier om, at det er vigtigt med klimaet. Problemet er, at de røde partier til tider tager patent på den grønne omstilling, og her er jeg klar til at gå ind i diskussionen for at få indflydelse på fremtidige løsninger. Der er et image af, at blå politikere ikke går op i eksempelvis biodiversitet, medmindre et valg banker på. Her er jeg klar til gå ind og sige, at det er et helt forkert billede at tegne, uddyber han.

Biologen husker tilbage på sin fortid hos Liberal Alliance, hvor han oplevede, at folk ikke stolede på de klimaorienterede budskaber, når det kom fra borgerlige politikere. Venstres ungløve går ikke ind for, at man enten skal vælge klima eller vækst, da det er nogle politiske områder, som ifølge ham kan kombineres. Derfor er hans pointe, at hvis man er den, der laver løsningerne, så kan man skabe en balancegang, hvor de to parametre indgår.

Han fremhæver, at han vil føle, at han har sat sit aftryk i kommunalpolitik, hvis arealet der er afsat til natur i kommunen bliver øget. Han er overbevist om, at det er et område, der kræver plads, og dermed vil man også opleve ham have synlige holdninger til disse områder. Altså vil hans bidrag være størst ved disse politiske emner, da det er natur og miljø, som han ved noget om.

Derudover vil han bruge kræfterne på at fremme Venstre i Fredericia igennem det seneste valgoplæg ’’Et menneskeligt Fredericia i vækst’’, hvor han særligt hæfter sig ved, hvordan man skaber jobs og opskalerer for erhvervsvenligheden i fæstningsbyen.

– Vi har et fornuftigt valgprogram, hvor ingen befolkningsgrupper bliver glemt. Vi vil gøre noget for børnefamilier, så de får en lettere og bedre hverdag. Vi vil gerne få flere folk i arbejde, og der bliver gjort noget for foreningslivet. Derudover er det vigtigt, at vi får brandet byen ordentligt, da vi skal vise resten af landet, at vi kan en masse her i Fredericia, slutter John Rasmussen med at sige.

Han er nummer 11 på Venstres valgliste til kommunalvalget i november, hvor han ser frem til en ordentlig, åben og saglig valgkamp blandt de forskellige kandidater.

Skriv en kommentar