Knap er sæsonen sluttet af før FC Fredericia er i gang med at sætte holdet til næste sæson. Der tages  afsked med minimum fem spillere, men til gengæld er to nye allerede på plads.

FC Fredericia har meldt ud, at holdet tager afsked med Oscar Hedvall, Marcus Hannesbo, Tobias Anker, Christian Tue og Peter Makrillos. De fire førstnævnte spillere kommer ikke som nogen stor overraskelse, og man har brugt foråret på at vurdere Makrillos, men det er altså endt med, at den australske tekniker ikke er blevet forlænget med FC Fredericia.

Det største tab af de de fem spillere er uden tvivl Hedvall og Makrillos. Normalt er Hedvall ikke en spiller, som FC Fredericia ville komme i nærheden af, men grundet en lang skadesperiode, skulle keeperen ud at have spilletid, da der ikke var udsigt til at få det i Silkeborg. Udsigt er der formentlig heller ikke til spilletid i Silkeborg efter sommerferien, men med Oscar Hedvalls stabile præstationer i foråret for FC Fredericia, var det forventet, at han ikke forlængede opholdet i Fæstningsbyen. Nu bejler han formentlig til klubber i bunden af Superligaen, eller Superliga-nedrykkerne Vejle og SønderjyskE, som alle er på en hylde, hvor han har vist, at han har niveau til at være, og hvor der samtidig kan tilbydes en anden lønpakke end i FC Fredericia.

Afskeden omkring Peter Makrillos er todelt. Der er tale om en spiller, der har spillet kontinuerligt fast over hele forårssæsonen, og dermed en spiller, hvor holdets cheftræner, Michael Hansen, har kunnet se nogle kvaliteter i ham, der gjorde ham berettet til spille fast. Til gengæld har FC Fredericia allerede reagerede ved at hente Simon Bækgaard i Silkeborg, og derfor har man formentlig i nogen tid vidst, hvor pilen pegede hen. 

Netop Bækgaard er endnu en spiller, der kommer fra Esbjerg, og ud fra det synspunkt, burde det ikke være en hylde, som FC Fredericia normalt ville være i nærheden af, men den absurde situation i den sydvestjyske klub har gjort det muligt. Bækgaard havde kontraktudløb, og af naturlige årsager ville han ikke med ned at spille 2. division, og selvom Simon Bækgaard var en del af et nedrykker hold i NordicBet Ligaen, er han stadig en spiller, der er del af en talentfuld årgang i Esbjerg, som på ungdomssiden var en af Danmarks bedste. Det er omkring samme årgang som FC Fredericias Patrick Egelund, der er årgang 2000, mens Simon Bækgaard er årgang 1999.

– Både Simon og vi har været fast besluttet på og få en aftale i hus. Vi kender Simon gennem hans tid i EfB, og Simon har ligeså spillet mod os flere gange. Vi forventer at Simon kommer til at forstærke vores centrale midtbane, samt at han kommer til at glide let ind i truppen, hvor han blandt andet kender flere fra sin tid i EfB, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.

Udover Simon Bækgaard har FC Fredericia også hentet den offensive spiller, Nicklas Røjkjær, der er 23 år og senest har spillet i Silkeborg. Han dækker den offensive del af banen, og kan derfor ses som en afløser for enten Marcus Hannesbo eller Christian Tue. Forskellen på Røjkjær og de to nævnte er dog, at den nye FC Fredericia-spiller er ældre, og har en del seniorkampe bag sig allerede fra dag et, imodsætning til Hannesbo og Tue. Tidligere har Røjkjær spillet 28 kampe i 1. division for Viborg med seks mål og seks assists til følge, og i den forgangne Superliga-sæson i Silkeborg blev det til ti kampe og et enkelt mål.

– Vi forsøgte allerede at hente Nicklas for to år siden, og vi har fulgt ham tæt siden. Det er en spiller som kommer til at forstærke vores i forvejen stærke trup, og vi forventer at han glider nemt og hurtigt ind på holdet, da han har et stort kendskab til os fra sin tid i andre danske klubber, fortæller Stig Pedersen om kantspilleren.

Tilbage står FC Fredericia og mangler at få afklaret situationen med Oliver Olsen, der er lejet i FC Midtjylland, og Nicolaj Ritter, der har kontraktudløb med FC Fredericia. FC Fredericia oplyser, at der er dialog mellem parterne om fremtiden, og at der inden for den nærmeste fremtid meldes noget ud i den henseende. At der er dialog indikerer dermed, at FC Fredericia er interesseret i at holde på de to spillere, og lykkes det parterne at nå til enighed, er FC Fredericia allerede nu et langt stykke hen ad vejen med at sammensætte næste sæsons hold.

En første prioritet er at få målmandspositionen på plads inden, at FC Fredericia genoptager træningen den 20. juni, da klubben kun råder over Sebastian John. Hvem målmanden bliver er et uafklaret spørgsmål, og ud fra historikken er det også svært at spå om. I forrige sæson var FC Fredericia begunstiget i, at FC Midtjylland ville udleje Elias Olafsson, og i denne sæson blev det i efteråret Nybo, der igen indtog målet, men da han skiftede til Randers FC i vinterpausen, blev Oscar Hedvall hentet ind på en lejeaftale. FC Fredericia vil formentlig derfor foretrække at have en keeper, som man ejer selv, da det er en nøgleposition på banen, hvor man helst ikke vil skifte for meget ud. Foruden keeperpositionen skal FC Fredericia formentlig ud at hente en ny midterforsvarer i stedet for Tobias Anker, og så vil FC Fredericia derudover formentlig holde øje med markedet for tilføjelsen af en klassisk angriber og yderligere en offensivspiller. Lykkes det, vil holdet antalmæssigt være status quo med forårssæsonen.