FC Fredericias anfører, Christian Ege Nielsen, ser tilbage på efterårssæsonen, der har været af svingende karakter for fredericianerne.

32 point efter 18 kampe er status for FC Fredericia i efterårssæsonen. Det rækker til en placering som nummer fem med syv point op til FC Helsingør på førstepladsen, men et stykke inde i efteråret så det ud til, at FC Fredericia skulle være med blandt de allerøverste hold i NordicBet Ligaen.

Efter otte spillerunder var FC Fredericia ubesejret, og havde et pointgennemsnit på 2,5. I de sidste ti kampe i efteråret er gennemsnittet på 1,2, og samlet set giver det et pointgennemsnit i efteråret på 1,77. I de første otte spillerunder havde FC Fredericia to opgør mod hold, der nu ligger over dem i tabellen. Det var kampe mod AC Horsens og Hvidovre, som fredericianerne begge besejrede, men i de seneste ti spillerunder har FC Fredericia mødt de øverste hold i rækken fem gange, og det kan være en del af forklaringen på formnedgangen.

– Vi må sort på hvidt erkende, at vi har haft det svært mod de øverste hold, og det har noget at sige i forhold til forskellen på starten og slutningen af sæsonen. Jeg synes, at vi er godt på vej, og har udviklet os fint igennem efteråret. Det er svært at pege på noget åbenlyst udover, at vi har mødt gode hold. Vi er på vej i den retning, som vi vil, og jeg synes vi arbejder godt med tingene, og så kan man altid diskutere årsagerne til det ene og det anet, siger Christian Ege.

Når snakken går på, hvad den rigtige retning er for FC Fredericia, er anføreren ikke i tvivl.

– Vi skal fortsætte med at spille på den måde vi gør, og det arbejder vi med hver eneste dag. Trænerteamet har sat en retning, som vi tror på i truppen, og den arbejder vi hen imod. Vi har ting at forbedre, hvis vi skal spille med helt i toppen, men vi vil gerne fortsætte med at være boldbesiddende, spille godt fodbold, være en aggressiv enhed og være et hold, der giver alt hver eneste gang, siger Ege.

En af de største problematikker for FC Fredericia er defensiven. Holdet har indkasseret 30 mål, og det er suverænt flest af de fem hold, som har skilt sig ud. Til sammenligning har Hvidovre lukket 16 mål ind, mens Lyngby og AC Horsens har indkasseret 18 mål, og Helsingør har lukket 20 mål ind.

– Vi skal have kigget på defensiven, og vi skal have set på, hvordan vi lukker målene ind og forbedrer de områder for at undgå det. Det er svært at score mange mål for at vinde, og vi skal derfor have den defensive struktur, som vi havde i starten af sæsonen, tilbage, siger Christian Ege.

Ser sig selv som forsvarsspiller

Den rutinerede FC Fredericia-spiller, der på klubbens all-time liste står noteret for 297 kampe, har haft skiftende positioner i efterårets løb. Primært har han været benyttet i forsvaret, men grundet skader har han også spillet på midtbanen.

– Jeg spiller, hvor Michael (Hansen, red.) vil have det, og det kan variere fra kamp til kamp. Jeg føler mig godt tilpas begge steder, men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg helst vil spille i forsvaret, forklarer Ege.

I de seneste sæsoner har Christian Ege udviklet sig i en ny retning. Tidligere var han kendt som en hård midtbaneslider, der lå og tog sig af duellerne foran forsvaret, men det har ændret sig.

– Nu skal jeg være fokuseret på andre ting, og jeg skal være dygtig i andre dele af spillet, og det kan jeg godt lide. Mine kompetencer synes jeg selv passer bedst til forsvaret, og så er jeg blevet ældre, så det gør ikke noget jeg er rykket ned og ikke skal løbe så meget, siger Ege med et smil.

Skal have noget at spille for

Med syv point op til førstepladsen skal FC Fredericia ikke sætte mange point til i de resterende fire kampe af grundspillet. Det vil betyde, at holdet kan havne i ingenmandsland i oprykningsspillet.

– Sidste år havde topholdene et stort forspring, og det vil give noget ekstra at have noget at spille for. Det er altid sjovt at spille, men vi vil gerne spille med fremme. Men et er at tale om det, noget andet er at gøre det, fortæller Christian Ege og slutter:

– Vores håb er, at vi kan spille med i toppen. Top-6 er stort set sikker, og nu skal vi holde snor i toppen. Vi skal dygtiggøre os, og konkurrere med dem på dagen, ellers bliver det svært, hvis vi ikke kan udfordre de øverste hold noget mere.

FC Fredericia møder i de sidste fire kampe i grundspillet Lyngby (udebane), Jammerbugt (hjemmebane), Hobro (udebane) og HB Køge (hjemmebane). For at være matematisk sikker på top-6 skal FC Fredericia hente ét point i de fire kampe, ellers HB Køge skal sætte point til i en af deres fire kampe.

Skriv en kommentar