Karma by Juul i Danmarksgade er klar til butikkens første Sommerrock uden restriktioner. Jan Juul fortæller, at sådan en dag har stor betydning for byens butikker, der for hans egen butiks vedkommende, forventes at få en salgsomsætning i toppen af skalaen, når man ser på de store salgsdage i løbet af året.

Solen stråler, og det samme gør Jan Juul, der klokken 09:00 begyndte at sætte gadevarerne ud. Fra det sekund han begyndte på det, begyndte der at komme kunder i butikken, fortæller han.

Dette års Sommerrock bliver den første uden restriktioner for Karma by Juul som butik, og det er noget som Juul glæder sig over.

– Det er noget vi har set frem til. Vi har glædet os til byfesten med underholdning, liv og salg i butikkerne. Det er fantastisk, siger han.

Kigger man ned over programmet er det ikke hvem som helst, der kommer forbi Fredericia. Tobias Rahim, der topper hitlisterne blandt de unge, gæster Rådhuspladsen klokken 19:30, som det helt store trækplaster. Hvorvidt det får betydning for mængden af mennesker i gadebilledet er ikke til at spå om endnu.

– Der har altid været stor opbakning om koncerterne og dagen, så det er svært at sige, men der er ingen tvivl om, at det her program i år er unikt. Vi lokker folk fra andre byer med Tobias Rahim, og vi får et yngre klientel til også, siger Jan Juul.

For en tøjbutik som Karma by Juul betyder aktiviterne, at der kommer en stor strøm af mennesker, hvor en del af dem, kommer forbi butikken, og det kan aflæses på bundlinjen.

– Det er helt klart en top-3 dag på omsætningen.  Det er en stor omsætningsdag, hvor vi sælger gode tilbud, men også nye varer, fortæller Jan Juul.

I oktober 2020 slog Karma By Juul dørene op i det nuværende format, og det er nu blevet en etableret butik, der har fundet sine ben at stå på.

– Det er helt kanon. Det nye univers vi har med rent dametøj har fået godt fat i folk, og fået mange kunder, og vi har mærkerene vi vil have. Vi har fået det personale vi gerne vil, og er rigtig glade for vores koncept, siger Jan Juul og hilser på en af de mange kunder, der kommer strømmende ind i butikken.

Jan Juul spreder om sig med god karma, og han kan mærke den tilsvarende fra kunderne i det sidste lange stykke tid.

– Vi har hørt, at kunderne glæder sig, og der bliver talt om det. I det sidste lange stykke tid har vi haft godt gang i butikken. Vi er på et godt niveau nu, men vi skal blive ved med at udvikle os, slutter Jan Juul.