Den fortsatte stigning i sagsbehandlingstiden for byggesager i Fredericia Kommune ryster medlem af Teknisk Udvalg, Kenny Bruun Olsen (V). Han beskriver det som en ond drøm, og mener der skal sættes handling ind nu.

– Jeg vil opfordre socialdemokraterne til at komme op af stolen og være med til at gøre noget. Det tidsforbrug på at få godkendt et byggeri vi ser nu, er så utilfredsstillende, at jeg ikke har ord for det. Jeg kan bedst beskrive det som en ond drøm, siger Kenny Bruun Olsen.

Han fortæller, at der er tale om et problem, der er flere år gammelt. I Teknisk Udvalg har man løbende drøftet ventetiderne, og på et tidspunkt virkede det også som om, at man var på vej med løsninger:

– Men så ser vi alligevel, at problemet fortsat er her og tilmed vokser. Min fornemmelse er, at der ikke er vilje til det politisk. Det er borgmesteren, der sidder med flertallet. Han kan sige, at nu skal det bare være. Det kan så godt være, at en beslutning om at få styr på sagsbehandlingstiden vil have nogle omkostninger, men det må vi bare betale. For regningen i den anden ende bliver endnu større.

Olsen er løbende i dialog med flere virksomheder, der efter hans opfattelse er trætte af Fredericia. Han mener, at det koster på byens attraktivitet og goodwill, når investorer ser på, hvor svært det er at få bygget noget i Fredericia.

– Derfor må vi have nogle rådgivere på udefra. Lige nu virker det som om, at vi har et kulturelt problem. Både politisk og i forvaltningen. Når aktører siger, at de ikke gider at satse på Fredericia, så er det et stort problem. De vil hellere lave noget i en anden by, fordi det koster penge at ting står stille. Det gælder ikke kun for de private, men også for industrien. For 3 år siden begyndte vi at tage fat på det her, og det er ikke løst. Man vil gerne, men kan ikke. Jeg aner ikke, hvad problemet er. Derfor er jeg nød til at konkludere, at vi ikke får en løsning, før der kommer politisk vilje hele vejen rundt om bordet.

De friske tal fra DI viser, at Fredericia nu indtager en bundplacering i Syddanmark, når det gælder ventetiden i byggesager. Olsen siger, at Venstre vil drøfte mulighederne internt og med resten af byrådet, men at der sker betragtelige forandringer, hvis situationen skal forandre sig.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer