KIF Kolding har skrevet kontrakt med den svenske målvogter Josip Cavar, som kommer til klubben efter sin afsked med TTH Holstebro efter sidste sæson. Kontrakten med Josip Cavar gælder for den kommende sæson.
Josip Cavar er 30 år gammel og har stor erfaring fra den danske herreliga, hvor han har spillet de seneste fem sæsoner hos henholdsvis TTH Holstebro og Sønderjyske Herrehåndbold. Han har tidligere haft nogle imponerende sæsoner.
Sportsdirektør Lars Christiansen er glad for at have tilknyttet den svenske målvogter.
“Vi er meget glade for, at det lykkedes os at få Josip til klubben den kommende sæson efter Emil Tellerups skade. Med Josip får vi en rutineret målmand med masser af erfaring fra den danske liga,” udtaler sportschef Lars Christiansen.
Hovedpersonen selv mener, at skiftet til KIF Kolding var nemt at sige ja til.
“En stor mulighed opstod for både min kone og mig. Da Lars Christiansen kontaktede mig, var det nemt at sige ja til at spille for KIF Kolding. Jeg ser frem til at blive en del af holdet og begynde træningen med mine nye holdkammerater. KIF Kolding er en klub med stolte traditioner, og jeg håber, at både holdet og jeg får en god sæson sammen,” siger Josip Cavar.
Josip Cavar træner med sine nye holdkammerater allerede fra i dag, og han kommer formentlig i aktion i mandagens testkamp mod Nærbø Håndball, som spilles klokken 20:30 i
BIOCIRC Arena i Viborg. Der bliver altså med stor sandsynlighed mulighed for at se hans første minutter i aktion i KIF-trøjen.