Sne, regn og slud. FC Fredericia var kommet i et stormvejr mod Fremad Amager, som var kolde og kyniske på deres få chancer, og endte med at vinde 1-2 på en råkold eftermiddag på Monjasa Park.

FC Fredericia tog søndag eftermiddag mod Fremad Amager hjemme på Monjasa Park. Parkeringspladsen var propfyldt, men det var dog ikke fordi, at der var overvældende interesse for opgøret, mange valgte nok søndagskaffen hjemme, for der var ikke mange på stadion i dag. Derimod ankom folk i hobetal til Kreative Dage i Messe C, så der var kamp om parkeringspladserne.

Siden torsdagens topbrag har FC Fredericia-træner Jonas Dal og resten af staben været i kamp mod tiden. Der har været en del skavanker på det fredericianske mandskab. Det helt store spørgsmålstegn var Anders Holvad, der fik det ene skrub efter det andet i den hårdtspillede kamp mod Viborg, men Holvad bed smerterne i sig og var at finde i startopstillingen. Det samme var de øvrige ti startende spillere fra torsdagens opgør, hvilket betød, at anfører Christian Ege Nielsen igen vikarierede i midterforsvaret på bekostning af skadede Mathias Johannsen.

Alt var ved det gamle. Otto passede pølseboden. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Gæsterne fra Fremad Amager kom til opgøret fire opgør som ubesejrede, dog hvor tre af dem var endt uafgjort. Ikke desto mindre vidner det om, at Fremad Amager efter en turbulent start på sæsonen er ved at finde deres fodfæste i NordicBet Ligaen.

Kampen startede stille og roligt ud. Begge hold forsøgte at kombinere sig igennem, men det gav ikke afkast i nogen af enderne. Det medførte, at der kom en del langskud.

Efter et længerevarende Fremad Amager-pres prøvede Heini Vatnsdal lykken fra distancen efter 23 minutters spil. Alexander Nybo var på sin plads, og greb forsøget. På sin plads var Nybo også fem minutter senere, da Lukas Engel trak ind i banen og fyrede venstreskøjten afsted mod bolden. Til forskel fra Vatnsdals forsøg gled bolden mellem hænderne på Nybo, og røg videre ind i mål.

Fire minutter senere fik FC Fredericia chancen for at udligne. Markus Bay havde benet for højt i vejret, og kom til at sparke Victor Torp i hovedet. Dommer Kasper Madsen pegede på 11-meterpletten, men Christian Sørensens forsøg blev reddet af Nicklas Dannevang, som for anden kamp i træk reddede et straffespark.

I forbindelse med sparket i hovedet udgik Torp. Ind i stedet kom Michael Baidoo, der straks indgik i kombinationerne.

Hen mod første halvlegs slutning pressede FC Fredericia på. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN

Det var dog kombinationer mellem Christian Sørensen og Dennis Høegh, der fik bragt balance i regnskabet efter 40 minutter. Høegh trykkede af, men forsøget blev reddet. Sørensen var først over returbolden, som han sendte i mål til pausestillingen 1-1.

Anden halvleg startede ud uden de store højdepunkter. Ud af ingenting efter en time blev FC Fredericia taget på sengen. Amager slog kontra. Samson Iyede tog et raid op ad banen i højre side, og lagde bolden indover til Lukas Engel, der med sit andet mål scorede til 1-2.

FC Fredericia - Fremad Amager. 28. Oktober 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
FC Fredericia – Fremad Amager. 28. Oktober 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Minuttet efter var FC Fredericia tæt på at udligne. Bomstærke Manjrekar James kom højest på et hjørnespark, men Dannevang reddede forsøget helt inde på stregen.

Som konsekvens af Amagers føringsmål kom Chuma Anene ind i front. Ud gik Niels Letort, der havde spillet en anonym kamp på kanten. Anders Holvad rykkede efterfølgende ud på fløjen.

FC Fredericia - Fremad Amager. 28. Oktober 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
FC Fredericia – Fremad Amager. 28. Oktober 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Flere gange lurede Fremad Amager på kontrastød, men med fem minutter igen brændte det for alvor på i Fremad Amagers felt. Høegh tvang Dannevang ud i endnu en stor redning, der røg ud til hjørnespark, som der dog ikke kom noget ud af.

I overtiden pressede FC Fredericia for alvor på. Anene kom højest til vejrs, men forsøget sneg sig forbi mål, trods bønner fra tilskuerpladserne om en udligning

Udligningen kom ikke, og derfor er FC Fredericia nu på fjerdepladsen i NordicBet Ligaen med tre point op til Næstved og Silkeborg, der deler andenpladsen.

Næste gang FC Fredericia skal i kamp er på søndag, hvor modstanderen er FC Roskilde på Monjasa Park.

https://www.billet.dk/gin-festival-2018#bio