Årets GALLA-koncert er – uden overdrivelse – årets største koncertopsætning i Kolding. På scenen står mere end 600 fantastiske og talentfulde musikskoleelever i alderen 6 – 22 år, som glæder sig til at give den alt, hvad de har i sig. Årets tema er musik og sport, og de to størrelser hænger tæt sammen, forsikrer musikskolechef Jens Bloch.

’I stort set alle store sportsbegivenheder spiller musikken en lille eller stor rolle. Alle de numre, som publikum kommer til at høre til GALLA-koncerten tager afsæt i store nationale og internationale sportsbegivenheder eller fansange fra forskellige sportsklubber i hele landet, og jeg tør godt love, at publikum får en gennemkomponeret koncertoplevelse’, siger Jens Bloch.

GALLA-koncertens publikum bliver invitereret med til at synge nationalsangen og så kan de nyde et kæmpe OL-potpourri og et fodbold-medley. Et af højdepunkterne bliver utvivlsomt, når overbygningseleverne fra det musikalske grundkursus, MGK, giver en helt ny version af Team Easy On – På vej ned i Touren.

Koldings svar på Carnegie Hall

Som sidste år er scenen for GALLA-koncerten igen sat i Sydbank Arena – Koldings svar på Carnegie Hall med 600 m2, hvor der både er superlyd, flot lyssætning og god plads til mange musikudøvere.

’De optrædende er alle elever i musikskolen, både de, der får instrumentundervisning og de, der spiller bands, ensembler og orkestre. Eleverne fra vores børnehold på folkeskolerne – Ind i Musikken – er også med sammen med eleverne fra vores skoleorkester-projekter på Munkevængets Skole og Christiansfeld Skole’, fortæller en begejstret skolemusikchef.

 

Gå ikke glip af årets musikoplevelse i Kolding i SydbankArena, søndag d. 28. februar 2016 kl. 15. Køb billetten på www.koldingmusikskole.dk.