Kolding Kommunes erhvervsvenlighed har taget et stort skridt i den rigtige retning efter sidste års lidet prangende resultat. Kolding hopper imponerende 31 pladser frem på ranglisten fra en plads som nummer 65 til en 34. plads i DI’s årlige måling af erhvervsvenligheden i landets kommuner.

– Der er ingen tvivl om, at det dårlige resultat fra sidste år havde taget farve af den ophedede diskussion omkring Kolding Havn. Nu ser det ud til, at der er fundet en løsning på uenighederne om havnen, og vi ser frem til, at erhvervsvenligheden tager yderligere skridt i den rigtige retning i de kommende år. Målet må være mindst en top-20 placering for en så stærk erhvervskommune som Kolding, siger formand for DI Trekantområdet adm. direktør Carsten Kind, Interacoustics A/S.

Ifølge de lokale virksomheder er Kolding en stærk erhvervskommune, som erhvervslivet sætter pris på. Næsten 3 ud af 4 virksomheder vil da også anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen. Det er en høj andel sammenlignet med andre kommuner. Kolding Kommune bliver bl.a. højt værdsat for sin uddannelsesindsats og generelle store fokus på at uddanne kvalificerede medarbejdere til virksomhederne. Det gælder også Kolding Kommunes arbejde med at understøtte samarbejdet imellem det lokale erhvervsliv og folkeskolerne i form af adoptionsordninger af skoleklasser, virksomhedsbesøg og obligatorisk erhvervspraktik.

– Specielt i disse år er det vigtigt, at folkeskoleeleverne får kendskab til karrieremulighederne i erhvervslivet blandt andet som faglærte medarbejdere, der allerede er stor mangel på i dag. Med de stadigt mindre ungdomsårgange vil manglen på kvalificerede faglærte medarbejdere blive kritisk – ikke mindst til at udfylde de mange jobs, der opstår i kølvandet på den grønne omstilling. Så Koldings satsning på at være en god uddannelsesby er vi meget glade for, eksempelvis arbejdet i Kolding med designuddannelser og etablering af uddannelser til den voksende automationsbranche og 3-D modulering ser vi meget positivt på, siger Carsten Kind.

Kolding Kommune scorer også gode resultater på nogle af de andre 10 kategorier, som undersøgelsen af erhvervsvenlighed består af i år. Eksempelvis får de digitale rammer i Kolding en flot bedømmelse. Bredbåndsdækningen i kommunen er blandt landets bedste, og kommunen belønnes for aktivt brug af digitalisering på en række områder og for at anvende mange ”smart city” løsninger i kommunen.

– De digitale rammer får større og større betydning for virksomhederne. Det er efterhånden utænkeligt at drive en moderne virksomhed i et område, hvor bredbåndsdækningen og mobildækningen ikke er i top, så det er helt afgørende. Derfor er det glædeligt at se, at Kolding Kommune scorer højt på det digitale område, siger Carsten Kind.

– Tilfredsheden med Kolding Kommune er glædelig vokset igennem det seneste år, hvilket også gør sig gældende i relation til den kommunale sagsbehandling, hvor tilfredsheden med sagsbehandlingen af byggesager, miljøsager og sygedagpengesager er steget. Tilfredsheden med dialogen med kommunens embedsfolk og politikere samt kommunens formidling af væsentlige informationer til virksomhederne ligger dog stadig i den tunge ende, her må der være et forbedringspotentiale, slutter Carsten Kind.

Se undersøgelsen her.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2021

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2021, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 12. år i træk, DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • Årets undersøgelse adskiller sig fra de tidligere undersøgelser. Efter sammenlægningen af Dansk Industri og Dansk Byggeri er der blevet udarbejdet en helt ny undersøgelse med udgangspunkt i de to organisationers tidligere undersøgelser.
  • 7.770 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af tre typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder, et spørgeskema til kommunaldirektører og statistik.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Skriv en kommentar