Der var en tung tåge over Fredericia i slutningen af 2020 og i en stor del af 2021. Alle ville rydde op. Alle ville gå forrest i kampen for mere åbenhed og gennemsigtighed i Fredericia Kommune. Men har vi lært noget? Det tyder det ikke på. Snarere tværtimod.

Som journalist har jeg løbende kontakt til forvaltningen i Fredericia Kommune på flere forskellige niveauer. Generelt vil jeg mene, at min relation til de forskellige aktører i forvaltningen er professionel og god. Jeg søger aktindsigter, graver i sager og formidler indholdet i sager. Det er min opgave som journalist. Vi går magthaverne efter i sømmene, og selvom en kommunal forvaltning ikke er en direkte magthaver, så har de alligevel en kæmpe indflydelse på borgernes hverdag – og de politiske beslutninger i kommunen.

Jeg er flere gange blevet mødt med en påstand om, at jeg forsøger at tale byen ned. Påstande om, at vi forsøger at gøre livet svært for forvaltningen. Men det er bare ikke virkeligheden. Langtfra. Med en baggrund i statskundskab har jeg et større kendskab til den offentlige forvaltning end så mange andre. Jeg kender til processer, procedurer, problemstillinger og jura. Jeg forsøger altid at sætte mig grundigt ind i sagerne, for alene på den måde kan det fulde billede komme frem til de borgere, der har krav på gennemsigtighed.

Når jeg søger en aktindsigt, kommer det i stort set alle tilfælde, hvis ikke alle, fordi én eller flere borgere har tippet os om, at noget er galt. Det kan også være, at der løber noget på vandrørene rundt internt i forvaltningen, eller ude blandt plejepersonale, lærere – og ja, selvfølgelig ude ved borgerne. Når jeg søger en aktindsigt, er det ikke fordi jeg ønsker at skabe et overblik over en given sag. Jeg ved ikke altid præcis, hvad jeg leder efter, men blot at jeg ønsker at belyse en sag.

Men der er kommet en kedelig tendens. At aktindsigter tager lang tid at udarbejde. Jeg er helt med på, at der har været et stort pres på den juridiske afdeling under de mange aktindsigter, der kom som følge af Jacob Bjerregaards pludselige exit fra fredericiansk politik. Men det pres på, må alt andet lige, være aftaget efter halvandet år. Men en returmelding på en aktindsigt kommer som udgangspunkt aldrig før sidst mulige dag i forhold til de syv arbejdsdage forvaltningen skal svare på. I mange tilfælde udskydes aktindsigterne også. Det nyeste er, at der i flere tilfælde afvises aktindsigter med begrundelse i, at det kræver for stort et tidsforbrug.

Desuden er der også et ønske om præciseringer af aktindsigter i en grad, hvor det ikke længere er rimeligt. Selvom det er vurderet af jurister, at formuleringerne er meget præcise. Åbenheden og gennemsigtigheden er til at overse. Det er svært at følge med i, hvad der foregår i forvaltningen.

Når vi så får udleveret aktindsigter, så er det min oplevelse, at flere af disse er mangelfulde. Til trods for, at anmodningerne ellers er meget præcise. Aktuelt har jeg set mig nødsaget til at anmode om aktindsigt i konkrete mails, fordi disse ikke er udleveret – til trods for, at de klart ligger inden for rammerne af den aktindsigtsanmodning, jeg desuden har præciseret ad flere omgange.

Åbenhed og gennemsigtighed var en politisk mærkesag

Udover køen ved håndvasken var der også kø ved den hellige mærkesag: Åbenhed og gennemsigtighed, da kommunalvalget stod i november. Der var ganske få, der påtog sig et ansvar. Og respekt til dem. For det kræver sin mand, eller kvinde, at tage et så stort ansvar. Andre havde travlt med at kalde på åbenhed og skælde ud. Det blev et af valgkampens helt store emner.

Men, for der er et men, og en grund til denne kommentar, de stemmer er fuldstændig mundlamme nu. De er ikke-eksisterende. I stedet har konstitueringen givet de udvalgsposter, bestyrelsesposter og andet, der skulle til for, at nogle af de mest kritiske stemmer nu ikke længere er fremme i skoene med kritik.

Så er der en kritik om dobbelt-kasketter, som i og for sig kan være berettiget. Men når man skal stå på mål for, at en medarbejder bliver fyret på denne baggrund, så er det svært at stå ved, hvad man ellers har sagt, både til citat og til baggrund.

Der er brug for, at politikerne sætter klare forventninger til hinanden og til forvaltningen. Der er brug for, at man svarer på de spørgsmål, der bliver stillet. Lad mig i denne ombæring rose en specifik medarbejder i Fredericia Kommune. Magnus te Pas fik udtalt, at det var ham, direktionen og coronataskforce, der havde truffet en beslutning om lejrskoler. Noget der viste sig ikke at være bemyndigelse til. Men han tager telefonen, når man ringer – og han svarer velvilligt på selv de mest kritiske spørgsmål. Respekt for det. Han står på mål for både citater og beslutninger.

Det kunne andre lære noget af.