Fredericia Kommunes kommunaldirektør, Camilla Nowak Kirkedal, slår her til eftermiddag fast, at der skulle være tale om en IT-fejl i forbindelse med den mystiske sletning af en mail fra forhenværende borgervejleder Jesper Gottlieb.

– Der er tale om em teknisk fejl, formentlig omkring vores IT-opsætning, når byrådsmedlemmerne ikke har modtaget mailen fra den tidligere borgervejleder, Jesper Gottlieb. Fredericia Kommune anvender en række sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte vores IT-systemer, herunder beskyttelse mod pishing angreb og spam via email. En del af den beskyttelse har stoppet den mail, som byrådsmedlemmerne har fået tilsendt fra den tidligere borgervejleder. Kommunens IT-løsning burde have sendt en besked til modtagerne om, at der var modtaget en fil, som ikke var gået igennem, men det er desværre ikke sket, og vi er ved at undersøge hvorfor”, siger Camilla Nowak Kirkedal.

AVISEN har tidligere i dag stillet en række af tekniske spørgsmål til forvaltningen omkring deres IT-løsning, på baggrund af at en række byrådsmedlemmer fik besked om at de havde fået den pågældende mail, men efterfølgende kunne konstatere at den var slettet. Disse spørgsmål forventer kommunaldirektøren at man kan besvare i starten af næste uge:

– Jeg har bedt IT-afdelingen undersøge hvori fejlen består, om der noget som vi skal rette op på efterfølgende i vores IT-opsætning. Vi vil i starten af næste uge kunne besvare jeres mere tekniske spørgsmål. Jeg vil meget gerne understrege, at ingen af kommunens ansatte gennemgår eller tilbageholder byrådsmedlemmernes emails, slutter Kirkedal.

Flere politikere er forundrede over oplevelsen, og har ligeledes bedt om en redegørelse. Herunder Tommy Rachlitz Nielsen fra Det Konservative Folkeparti. De tekniske spørgsmål som AVISEN har stillet er:

  • Hvilken begrænsning er der på kommunens mailserver for vedhæftede filer?
  • Hvis der er en sikkerhedsmæssig årsag, hvad er det så for en politik? Herunder, hvilke sikkerhedsmæssige hensyn skulle der være tale om?
  • Hvordan kan det i praksis være en sikkerhedspolitik at kommunen afgører, hvilke mail byrådsmedlemmerne modtager? Burde de ikke selv have ansvaret for at afgøre dette?
  • Hvorfor lå den omstridte mail i byrådsmedlemmernes mailboks som slettet mail?
  • Hvilken software har bestemt, at der skulle være tale om en sikkerhedsmæssig risikabel mail og med hvilken begrundelse?
  • Logges det hvem der tilgår byrådsmedlemmernes mails?
  • Kan IT-afdelingen ændre i disse logs?
  • Kan forvaltningen tilgå byrådsmedlemmernes mails?
  • Ved en besvarelse kan forvaltningen så henvise til konkret dokumentation hos software producenten, så de tekniske svar kan efterprøves i praksis?