Tommy Rachlitz Nielsen glæder sig over, at Socialdemokratiet ønsker at føre deres valgløfte ud i livet – men dækningsafgiften er kun starten. Der er brug for en bedre virksomhedsservice, men dækningsafgiften har været et centralt punkt at ændre.
– Det er et gammelt valgløfte, så det havde vi jo faktisk også forventet, lyder det helt tørt fra Tommy Rachlitz Nielsen.
– Når man står og siger, at når målet er nået på beskæftigelsesområdet, et mål hvor vi skal nå meget længere, så synes jeg også, at vi har krav på, at man overholder det valgløfte, fortsætter Tommy Rachlitz Nielsen.
For Det Konservative Folkeparti er skatter og afgifter ikke noget, der står øverst på ønskelisten. Tværtimod.
– Det er en gammel konservativ mærkesag. Det er over hele landet, vi ikke er vilde med skatter og afgifter. Vi betaler vores skat med glæde, men kun den der går til noget fornuftigt. Vi skal være mere skarpe i Fredericia til at tiltrække virksomheder, så det her taler lige ind i det, siger Tommy Rachlitz Nielsen.
Netop tiltrækningen af virksomheder er afgørende for Fredericia, siger Tommy Rachlitz Nielsen. Og her er fortsat plads til forbedringer.
– Det vi ser i undersøgelserne er, at dækningsafgiften er vigtigt for virksomhederne. Men vi skal løfte os meget mere. Det kræver mere fokus på andre områder., Men det er en rigtig god start, som vi er glade for, siger Tommy Rachlitz Nielsen.
Der er flere muligheder for forbedring, blandt andet kvalificeret arbejdskraft, sagsbehandlingstider og infrastruktur.
– Det evigt tilbagevendende tema er arbejdskraft. Det er ikke kun et lokalt problem. Men vi ligger rigtig godt, så vi burde kunne tiltrække arbejdskraft. Men det er vigtigt, at vi kan levere arbejdskraft til vores virksomheder, siger Tommy Rachlitz Nielsen.
– Derudover skal vi have en optimal service i vores kommune. Vores sagsbehandlingstider halter på det kraftigste. Det må og skal være det næste. Det skal vi gøre bedre. Det er et af vores svage punkter. Det siger sig selv, at det er et sted hvor tingene bliver sat i stå, hvis man afventer godkendelser fra kommune, fortsætter Tommy Rachlitz Nielsen.
– Så er der også lidt ting med infrastruktur. Men der er små ting på vej. Taulov-afkørslen er på vej, hvis den kan passe ind i anlægsrammen. Det ser relativt skidt ud. Jeg kunne godt frygte, at man har været lidt for optimistisk, så vi skal til at fjerne nogle af de ønsker de tidligere byråd har besluttet. Det er en bitter pille for et nyt byråd, at vi skal arbejde med det også, lyder det afslutningsvist fra Tommy Rachlitz Nielsen.