I juli 2022 var der 77.800 ledige. Det er 2.800 flere end måneden før svarende til en stigning i ledigheden på 3,7 procent. Ledigheden som procent af arbejdsstyrken er dermed nu 2,7 procent.

Samtidig viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der i juli 2022 er registreret 12.400 langtidsledige fuldtidspersoner. Langtidsledigheden er således nu på det laveste niveau nogensinde, siden registreringen startede i 2007.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

– Langtidsledigheden er nu nede på det laveste niveau nogensinde registreret. Det gør mig selvsagt kisteglad. Dansk økonomi står i forvejen bundsolidt. Det er ikke kommet af sig selv, men skyldes i høj grad, at regeringen har ført en ansvarlig økonomisk politik. Det kommer os alle til gavn – ikke mindst de historisk mange danskere på kanten af arbejdsmarkedet, der er kommet i arbejde. Ledighed – og langtidsledighed i særdeleshed – slider på både selvtillid og kompetencer. Og så er det dyrt for samfundet. Derfor er det her en fuldkommen fantastisk nyhed.

– Selvom dansk økonomi står et rigtig godt sted, er det ikke til at komme udenom, at krigen i Ukraine også sætter sit markante præg på hverdagen herhjemme, hvor forbrugerpriserne er sendt til vejrs. Det er noget vi tager meget alvorligt i regeringen. Derfor har vi også allerede iværksat flere initiativer til hjælp for borgere, hvor livremmen lige nu er spændt så meget ind, at de har svært ved at få deres penge til at slå til.

– Senest har regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale, der skal sikre en økonomisk håndsrækning til nogle af de borgere, som er særligt hårdt ramt af de stigende energipriser. Vel at mærke uden at skubbe yderligere til inflationen. Om knap en uge færdigbehandler vi forslaget. Hvis alt går vel kan hjælpen derfor allerede være fremme hos de berettigede personer, inden de skal betale oktober måneds regninger.

Skriv en kommentar