https://birchejendomme.dk/omrader/fredericia/skovhaven

Valgstemningen er på sit højeste og regeringen pumper det ene forslag efter det andet ud i luften for at overbevise danskerne om, at man har løsningen på alle livets problemer. Hver dag har sin egen udmelding. I dag handlede det om energipriserne og den faretruende situation med inflation og udhuling af købekraften. Men det er virkelig tynd luft fra Socialdemokratiet.

Det positive først. At få sat et loft over priserne er nødvendigt. Markedet er ude af kontrol, og intet tyder på, at markedskræfterne selv kan løse problemet. Da energiforsyningen og økonomien, heri for den enkelte husholdning, er en forudsætning for et stabilt samfund uden uro, er det tvingende nødvendigt, at der sættes ind. Men at bilde sig ind, man kan hjælpe nogen danskere ved at bede dem om at forgælde sig yderligere, er dårligt for samfundsøkonomien og hjælper heller ikke den enkelte dansker. Det er kort sagt et virkelig dumt og ugennemtænkt forslag, nogen har fundet på. Det såkaldte “loft” er jo bare sat til, at forbrugerne selv skal betale hele beløbet. På lån. Det betyder, at energiselskaberne (og dem der tjener penge på energi) kan fortsætte deres vanvidskurs, der er ved at føre hele samfundet ud over afgrundens rand.

Samtidig har man måske gjort regning uden vært. For har energiselskaberne overhovedet lyst og mulighed for at fungere som finansieringsinstitut? Det vil kræve store ressourcer at holde styr på gælden, men ikke mindst at få den inddrevet. Skulle man endelig gennemføre en låneordning, ville det give langt større mening at lade kommunerne stå for det. Der findes i forvejen ordninger i det kommunale regi, der hjælper de svageste med varmen, og samtidig har man statens store gældsinddrivelsesapparat til rådighed.

Men det er fortsat en latterlig ide, at man vil bede husholdningerne om at låne penge til energiregninger. Fakta er, at energipolitikken er kommet helt ud af kurs, og det skyldes fundamentale problemer i den måde, hvorpå samfundet har indrettet sig på området. For det første er elpriserne sat efter nogle horrible markedsvilkår. Man kan spekulere i el. Det er dårligt. Dernæst så er der et efterlevn fra 1980’erne, hvor man syntes, at gas var godt.

Lige nu er de grønne løsninger i gang med at skumme fløden af prisstigningerne. Det er noget rod. Energimarkedet er et af de få markeder, hvor der bør være en stærk regulering fra statens side, så der ikke kan opstå så stor usikkerhed, som det nu er tilfældet. Det er ganske vist komplekse ting, og man skal være forsigtig med at være overklog, når man vurderer emnet. Men at forsyningsselskaberne tjener godt i forvejen, virker indlysende. De lider i hvert fald ikke nogen nød. Før i tiden havde vi statskontrollerede energiselskaber, der ikke havde interesse i profit. Selvom liberalisering generelt er en god ting, så skal de samfundskritiske funktioner holdes indenfor en ramme, hvor markedet ikke ender med at true samfundene:

Dette er et europæisk problem. EU har spillet fuldstændig fallit, og man kan sagtens give al skylden til krigen i Ukraine, men sagen er den, at man på ingen måde har haft en sikker kontrol over energisektoren, samt at dette nu truer medlemslandene. Lige nu kan vi kun håbe på, at der kommer et massivt indgreb, der får bremset markedet, der er helt ude af kontrol. Alt imens at den enkelte dansker ser surt optjente penge blive til røg i brændeovnen, så findes der nogen, der skummer fløden.

Regeringens forslag er ude af proportioner, og det kommer måske til at hjælpe i en akut situation, men selve problemet er blot udskudt til senere. Man beder befolkningen om at finansiere de alt for store energipriser, og samtidig forgælder man dem. Vel at mærke gæld ingen vil have noget at vise noget for. For samfundsøkonomien er det også problematisk, at regeringen fortsat ønsker at pumpe penge ud som nødhjælp. Det er energisektoren, der skal under kontrol, ikke danskerne. Det skal ske på europæisk plan. EU er en kæmpe, der har magten til at få stoppet krisen på forsyningsområdet. Det er en falliterklæring, at der ikke er nogle håndgribelige løsninger endnu. Hele sommeren er brugt på at se på:

Man forslår, at der skal spares. Jamen, det har danskerne altså været i gang med i årtier. Hver en pære, hver et stykke isolering, hver en dråbe. Folk har indrettet deres liv efter at spare energi. Det er altså ikke muligt at presse så meget ud af den vej, Energistyrelse.

Her og nu bør politikerne lave et bredt forlig, der sikrer de ældre først. Det kan ske via kommunerne. Nul gæld. Dernæst må man sætte alt ind på at få markedet under kontrol i samarbejde med de andre EU-lande. Samme pres på regeringerne er allerede tilstede i de andre lande, der har rasende borgere i den anden ende. Man har sat os alle sammen i en situation, hvor vi er afhængige af markedskræfter, der er helt ude af kontrol. Det kræver indgreb, ikke udlån.