Man kan sige meget om ledelse af det offentlige i Danmark. Men billigt er det i hvert fald ikke. Udover at der kronisk er en stigning i antallet af offentlige medarbejdere, så er lønningerne til cheferne også store. Det har fagforeningerne sikret. I den kommunale forvaltning er dette ingen undtagelse. For de mange skattekroner bør borgerne som minimum kunne forvente, at der er en ansvarlig forvaltning. Desværre ser vi for tit, at der kommer afskedigelser og sager, hvor offentligheden med god grund kan spørge om, hvorfor de skal betale så mange penge for ledelse.
Det er vigtig at skelne mellem den almindelige offentlige medarbejder og lederne. Den første gruppe er ofte blandt de lavest lønnede, og de har i de sidste årtier oplevet et voksende arbejdspres. Den sidstnævnte grupper er derimod blevet forgyldt. Det sørger blandt andre DJØF for. Hvis man har en eksamen som cand.polit, så er der betaling ved kasse et hos det offentlige. En uddannelse på statskundskab er tilsyneladende lig med en særlig plads og begunstigelse i det danske embedsapparat.
I Fredericia Kommune har der i en årrække været talt meget om retvisende budgetter blandt de folkevalgte. Dermed menes, at de budgetter der bliver lagt for kommunens forbrug, også holder i virkeligheden. Det seneste eksempel på at man ikke lykkes med denne opgave, ser vi netop nu. Der er tale om markante afvigelser. Det er de offentlige medarbejdere, der i dagligdagen træffer de afgørelser, på hvilken baggrund økonomien er løbet løbsk. Kommunalpolitikerne sidder typisk ikke med enkeltsager, og de sagsbehandler generelt ikke. Men de har det overordnede ansvar. Som folkevalgte skal de netop holde øje med, at borgerne får den service, de betaler for. Hvis byrådet således ikke er tilfreds med resultaterne, kan de beslutte sig for at sætte nogle andre embedsfolk på opgaverne.
Fredericia har været plaget af personaleproblemer på ledelsesgangen. I 2019 kulminerede det dårlige arbejdsmiljø samtidig med at Jacob Bjerregaard røg ind i problemer. Efterfølgende fremkom en række anonyme embedsfolk med betydelige anklager mod ham, som han dårligt kunne forsvare sig imod, da de netop var uden afsender. Ifølge anklagerne var han en hård hund. Da sagen mod Bjerregaard rullede i 2020, var rygtedannelsen meget stor. I den sidste ende kom hverken Jacob Bjerregaard, den daværende kommunaldirektør, økonomichefen eller andre detroniserede ledere til kort, da man ikke var i stand til at vinde sager over dem. Tværtimod tabte Fredericia Kommune en voldgiftssag mod kommunaldirektøren, der endte med at få en sæk penge.
Et byrådsvalg i 2021 rensede luften. Nye ansigter kom til. Også i embedsapparatets top. Ikke desto mindre har sagerne fra 2019-2020 sat betydelige spor i administrationen. Spørgsmålet er, i hvilket omfang historikken har påvirket rekrutteringsprocessen. Det hele handler dybest set om, hvem der egentlig bestemmer. Her bør man huske på, at en moderne kommune er en supertanker af en organisation. Efter kommunalreformerne i nullerne har Danmark fået nogle meget store kommuner med tilsvarende store budgetter. Centraliseringsbølgen har ændret på ikke alene omfanget af økonomien, men også risikoen for at der opstår alvorlige fejl. Samtidig er byrådspolitikere i det lokale selvstyre blevet voldsomt udfordret. Spørgsmålet er, om det overhovedet er realistisk, at man kan drive disse kæmpe kommuner, alene baseret på fritids- eller deltidspolitikere. Samt om administrationen i kommunerne ikke bliver for magtfuld, når de skal servicere de folkevalgte.
Problemerne i Fredericia Kommunes ledelse bør derfor også betragtes i lyset af denne overordnede problematik. Samt de alt for lukrative aflønninger af topchefer i den offentlige sektor. Værre er, at det også er alt for dyrt at skille sig af med en chef. Det kan påvirke en nødvendig beslutning, hvis man har fået den forkerte til en stilling. Embedsfolkene forklarer sig med, at de jo har et stort ansvar. Derfor vil de også have en høj løn. Men hvorfor skal de have en stor sum penge med sig, når de forlader jobbet? Hvor mange andre faggruper får det? Man kan dårligt tale om, at de tager en risiko, hvis de ved afskedigelse får et års løn i millionklassen med sig.
Vi vil naturligvis gerne have dygtige ledere. Men sagerne rundt omkring i Danmark vidner om, at lederne i det offentlige er blevet for magtfulde, samt at politikerne i stigende grad har svært ved at matche dem.
Vi ved endnu meget lidt om den konkrete sag, der har ført til kommunaldirektørens hjemsendelse. I stedet for at danne rygtespredelse og drage forhastede konklusioner bør der komme en udmelding fra byrådet i Fredericia Kommune. Selvsagt sidder der mange medarbejdere i kommunen, der lige nu venter spændt på, hvilken retningen kommer til at gå i. Borgmesteren og det øvrige byråd er hæmmet af vilkårerne for sådanne kontraktmæssige forløb, hvor de ikke kan udtale sig. Fredericia har haft en særdeles træls periode med personsager, hvilket gør det endnu mere problematisk.
Men der er brug for at få lagt kursen fast, også i forhold til offentligheden. Der er grund til at være kritisk overfor rekruttering og ansættelsesudvalg. Der er for lidt indsigt i disse processer og hvilke kriterier, der er blevet anvendt, til at man på det forhåndværende grundlag kan konkludere det ene eller det andet. Forhåbentlig skal Fredericia ikke gennem endnu en sæbeopera, som den vi så under borgmestersagen, hvor den forrige kommunaldirektør blev hjemsendt. Derfor bør byrådsmedlemmerne, så snart at det er muligt, forholde sig i offentligheden til hvilken form for ledelse de ønsker i fremtiden. Den nuværende ledelse har i kølvandet på borgmestersagen fået lønforhøjelse. Der er blevet omkonstrueret i organisationen. Folk fik nye titler med et snuptag. Nogle ledere har fået lige lovlig meget i lønposen, fordi de skiftede titler ud med noget andet:
Et godt bud på en ny kurs kunne være, at vi skal have få men dygtige ledere, samt fremfor alt være opmærksomme på den samlede sum af omkostninger til ledelse i Fredericia Kommune. Det er nemlig ikke de mange almindelige medarbejdere i kommunen, der er dyre i drift. Det er ledelsen på rådhuset. Det er politikernes ansvar at finde frem til den bedste organisationsmodel, og det bør de gøre nu og med samme ihærdighed som de fik skabt en ny vision for Fredericia. Uanset baggrunden for den konkrete hjemsendelse, så er det fremtiden, der skal sættes en kurs for nu.
