Kolding skal styrkes som studieby. Derfor har de videregående uddannelsesinstitutioner og Kolding Kommune nu i fællesskab ansat en studiebykoordinator, som blandt andet skal være med til at markedsføre Kolding som en attraktiv studieby.

Det er den 29 årige Malu Møller, som den 1. marts 2016 trækker i arbejdstøjet som studiebykoordinator. Malu Møller er uddannet Cand. Mag i designledelse ved Syddansk Universitet i Kolding, hvor hun har boet i ni år. Hun kender med andre ord studiebyen godt.

”Jeg har været rigtig glad for at læse og bo i Kolding, og jeg synes byen og studiemiljøet har så mange kvaliteter, som jeg glæder mig til at være med til at folde mere ud”, udtaler Malu Møller på Koldings Kommune hjemmeside.

Fællesskaber på tværs af uddannelserne

Det er Syddansk Universitet, Designskolen Kolding, IBA Erhvervsakademi Kolding, UC SYD og Kolding Kommune, som nu er gået sammen om at ansætte en studiebykoordinator. Målet er at skabe det optimale studiemiljø ved sammen at udvikle og designe de fremtidige rammer for studielivet. Det handler blandt andet om at skabe fællesskaber på tværs af uddannelsessteder, nationaliteter og kulturer.

Derfor bliver en af de primære opgaver for studiebykoordinatoren da også at udvikle og koordinere forskellige arrangementer og events for de studerende. Det kan være alt fra faglige aktiviteter til de mere sociale af slagsen f.eks. studiestart og fredagsbar.

”En af styrkerne ved Studiebyen Kolding er, at uddannelsesstederne ligger meget tæt på hinanden. Det giver rigtig gode muligheder for at lave nogle arrangementer, som de studerende kan samles om uanset hvilke uddannelser, de er i gang med”, siger studiebykoordinator Malu Møller.

Studebykoordinatoren skal desuden være med til at udvikle et tæt samarbejde med de lokale kulturinstitutioner, spillesteder, erhvervslivet og foreninger med flere, som kan have en interesse i Studiebyen Kolding. Malu har tidligere arbejdet med små og store events som kulturkonsulent i Kolding Kommune, og har allerede et godt netværk bl.a. i byens kulturinstitutioner.

Ansættelsen af en studiebykoordinator kommer efter at Kolding de senere år er blevet en stadig mere populær studieby. I dag er der rundt regnet 5000 danske og internationale studerende i Kolding fordelt på 45 forskellige videregående uddannelser.

Åbent Hus

Hvis du overvejer at tage en videregående uddannelse i Kolding, så kig forbi den 25. februar, hvor de fire videregående uddannelsesinstitutioner holder åbent hus. Besøg Designskolen Kolding, Syddansk Universitet, IBA Erhvervsakademi Kolding eller UC SYD, og hør om de 45 forskellige uddannelser, du kan tage. Læs mere på www.studiebykolding.dk.