Mange kunder trodsede regnen da Fredericia Isenkram åbnede

0

Fredag morgen klokken 09:00 åbnede Fredericia Isenkram dørene til deres splinternye butik på Vejlevej. Efter en omfattende forberedelsesperiode var det endelig tid til at byde kunderne indenfor. På trods af det silende regnvejr havde folk allerede fra torsdag aften klokken 20:48 stillet sig i kø for at sikre sig nogle af de særlige tilbud til kun én krone.

Da dørene blev åbnet, anslås det, at omkring 200 mennesker havde trodset regnen og samlet sig udenfor, klar til at opleve butikkens mange gode tilbud, som vil være tilgængelige hele weekenden, med åbningstider fra 10:00 – 15:00 både lørdag og søndag.

Indehaver Daniel Huusmann, som tydeligt var både begejstret og lettet, delte sine tanker om den store dag:

– Det er en fantastisk følelse. Jeg har forberedt mig på dette i flere måneder. Både jeg og teamet har virkelig knoklet for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Vi er så klar til at præsentere Fredericias største isenkram-univers for folket, sagde Huusmann til AVISEN.

Daniel Huusmann. Foto: AVISEN

Det var tydeligt, at forberedelserne til åbningen havde krævet sin del af både tid og kræfter. Daniel fortsatte med at beskrive det intense arbejde:

– Det har været non-stop i forgårs. Vi gik hjem kl. halv tre om natten og stod op kl. seks. Det har bare kørt konstant. Og i går var også en lang dag. Men vi er bare klar til folk. Jeg tror, det er det, folk lever på lige nu. Vi vil gerne vise den baby, vi har født. Det er et kroners tilbud, forklarede Daniel Huusmann.

Daniel deler også sin glæde over den store opbakning fra kunderne, som allerede aftenen før havde slået telte op foran butikken:

– Det er så fedt at se. Vi var alle sammen nysgerrige. Kl. 20:48 kom en person og begyndte at slå et telt op. Det er en fantastisk følelse. Så ja, de blev også, og de blev godt behandlet. De passede sig selv helt perfekt. De kunne nøjes med at få en fadøl derude, sagde Daniel med et grin.

Da Daniel blev spurgt, om han havde forestillet sig denne situation, da han åbnede butikken for otte år siden, ser han tilbage på butikkens udvikling:

– Man har altid en vision. Man tænker, at det er sådan, det skal være, og sådan det fungerer. Men jeg tror også, at tidens trend har udviklet sig. På den måde giver det her meget mening for vores forretning i dag. Det giver god mening at få plads og ro til at vise varerne og produkterne for kunderne. Resultatet er, at man har luft i gangene og plads til at vise alle vores fede tilbud. Så intet bliver gemt længere, sagde Daniel.

Kasseapparatet kom hurtigt i brug. Foto: AVISEN

Han fortsatte med at forklare, hvordan kundernes adfærd har ændret sig siden åbningen for otte år siden:

– Folk handler på en anden måde. Det er det, jeg ser. Måden folk bevæger sig rundt på har ændret sig. I dag handler det mere om convenience. Det handler om at være let tilgængelig med parkering og åbningstider. Vi har åbent syv dage om ugen nu. Det er for at tilpasse os et marked, hvor vi er mere til stede, men også kan give kunderne den oplevelse, de virkelig har brug for. Vi spreder os også bredt. Vi har pander fra 80 kroner op til 1.500 kroner. Der er noget for enhver, så det er en anden oplevelse end at gå i Harald Nyborg eller Føtex, forklarede Daniel Huusmann.

Daniel afsluttede med at understrege, hvad der stadig er kernen i butikken:

– Hele kernen er, at vi stadigvæk gerne vil hjælpe kunderne. Vi ved noget om produkterne. Vi har en kerneværdi i at vide, hvilken belægningsforskel der er på en pande, eller hvordan en støvsuger fungerer. Det er det, vi tager med os, understregede han.

Borgmester Christian Bro var også til stede ved åbningen og holdt en tale, hvor han roste butikken og dens betydning for byen:

– Hold da op, hvor har I fået en flot og stor butik her. Jeg synes også, det er fedt at være her. Det skal I vide. Jeg har lige været her i en halv time for at se, hvad det er for noget. Det her er simpelthen en familieforetagende. Daniel har sine forældre med på arbejde i dag, og stort set hele resten af familien også. Der er virkelig en kæmpe opbakning til det her, og det synes jeg er ret fedt, sagde Bro.

Han fortsatte med at fremhæve butikkens digitale satsning:

– Vi lever i en tid, hvor det digitale spiller en stor rolle. Derfor er en stor del af det, I har gang i her, i virkeligheden også en netbutik. Det er faktisk også en stor del af det. Og for en gangs skyld må man sige, at nogle butikker ligger bare rigtig godt her på Vejlevej. Nogle ligger bedst inde i midtbyen. Men når jeg ser jeres butik her, så er det en helt rigtig placering, I har valgt, fortalte Christian Bro.

Borgmesteren afsluttede sin tale med at sende en særlig hilsen til butikschefen:

– Jeg kan jo ikke undgå lige at kippe lidt med flaget for Klaus (butikschef Klaus Bernhardt, red.). Fordi jeres butikschef er jo kommet hjem. Klaus har haft Inspiration i midtbyen i mange år. Han er kommet tilbage til sin egen hylde. Han var jo forbi min arbejdsplads ude på Postnord og var en virkelig værdsat kollega. Men hvor er det fedt at se, at han er kommet hjem igen, sagde Bro.

Der var både kage og rundstykker til kunderne. Foto: AVISEN

Åbningen af Fredericia Isenkram blev ikke blot en markering af en ny butik, men også en fejring af lokal opbakning, familiens engagement og butikkens evne til at tilpasse sig den moderne kundes behov. Med regnen trommende ned udenfor fortsatte festlighederne indenfor, hvor både kunder og medarbejdere kunne glæde sig over en vellykket start på en ny æra for isenkræmmerforretningen på Vejlevej.