Plan- og Boligudvalget vedtog mandag den 8. februar en masterplan for Gimbel-grunden, som skal danne grundlag for den videre planlægning for området.

Én af Koldings mest attraktive grunde, Gimbel-grunden, der ligger mellem Kolding Å, inderhavnen og midtbyen, bliver snart forvandlet fra en nedslidt erhvervsgrund til et attraktivt område med blandt andet uddannelsesinstitutioner og ungdomsboliger. Grunden ligger nabo til universitetet, designskolen, Design City og tæt på de nye ungdomsboliger på Teglgårdsvej. Dermed vokser Koldings campus-bydel endnu en gang og udbygger Koldings position som uddannelsesby.

’I første omgang går byggeriet af International Business Academy, IBA’s nye hovedsæde og 80 nye ungdomsboliger, som AAB Kolding bygger, i gang. Men det er vigtigt at have en masterplan på plads for hele området, så vi kan få påbegyndt en helhedsorienteret lokalplanlægning, der tager højde for de ambitiøse planer, vi har for grunden’, siger formand for Plan- og Boligudvalget, Poul Erik Jensen.

Arkitektkonkurrence på vej

Rektor for IBA, Niels Egelund glæder sig til at komme i gang med byggeriet af det nye hovedsæde.

’Vores ambition er at skabe et markant domicil med arkitektur af høj klasse, og derfor har vi prækvalificeret fem af Danmarks dygtigste tegnestuer til at deltage i en arkitektkonkurrence. Dermed kan vi blive klar til at skyde byggeriet i gang, når lokalplanlægningen og øvrige godkendelser er på plads’, fortæller Niels Egelund, der forventer, at det nye hovedsæde er klar til studiestart i 2018.

By- og Udviklingsforvaltningen skal nu i gang med arbejdet med at lave en lokalplan for området. Forventningen er, at den er klar i slutningen af 2016.

Grønt og bæredygtigt

Med masterplanen er der udsigt til, at Gimbel-grunden bliver til et levende bymiljø med vidt forskellige bygninger, et centralt grønt torv og grønne stiforbindelser, der binder Design City, Universitet og midtbyen sammen.

’Vi skal udnytte bedst muligt, at grunden har en helt unik beliggenhed ved Kolding Å. Det gør vi blandt andet ved at sikre god plads til stier på begge sider af åen, som skal hænge sammen med resten af stisystemet langs åen og gøre det til en oplevelse at færdes i området’, fortæller Poul Erik Jensen.

Masterplanen lægger desuden op til, at den nye bydel bliver bæredygtig. Blandt andet er der ambitioner om, at de nye byggerier skal opfylde 2020-energikravene og DGNB-certificeres.

FAKTA om studiebyen Kolding

Kolding har 4 videregående uddannelsessteder med 45 uddannelser og 5600 studerende. I Kolding er der mere end 870 ungdoms- og studieboliger og 350 nye ungdomsboliger er på vej.