Fredericia Teater har allerede nu nye idéer til forestillinger i 2016 på tegnebrættet. Når Shu-bi-dua – The Musical har spillet færdig i slutningen af 2015 bliver den nye store musicalsatsning i Fredericia, den populære tv-serie ‘Matador’, der rullede over danskernes tv-skærme i perioden mellem 1978 og 1981. Serien er dog blevet genudsendt flere gange på DR.

Teaterchef Søren Møller fik den spirende idé til forestillingen, efter at have set alle 24 afsnit af den populære tv-serie. Søren Møller mener godt, at man kan drage paralleller mellem Fredericia og det fiktive by Korsbæk, der er i serien.

– Jeg er hvilken født eller opvokset i Fredericia. Som tilflytter kan det være svært at falde til i fæstningsbyen, da det “finere borgerskab” godt kan være et ekstremt indspist miljø, som har svært ved at acceptere anderledes tænkende personer, som jeg f.eks er. Men jeg føler dog, at både min familie og mig er faldet godt til i byen. Men når man har set alle 24 afsnit af Lise Nørgaards populære tv-serie, kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet over, at der faktisk er en del figurer i serien, som faktisk findes i Fredericia. Det tror jeg også, at mange fredericianere vil nikke genkendende til, udtaler teaterchef Søren Møller.

Teaterchefens udtalelse bakkes op af Lise Nørgaard, der sammen med Paul Hammerich, Karen Smith og Jens Louis Petersen, har skrevet manuskriptet til tv-serie ‘Matador’. Lise Nørgaard er blevet hyret som konsulent på musicalen.

– Min inspiration til ‘Matador’ kommer jo fra min tid som journalistelev og journalist i en sjællandsk provinsby, der godt kunne minde om Fredericia. Ligesom i den fiktive provinsby Korsbæk møder man farverige personligheder, som i jo også har i Fredericia. I den korte tid, som jeg har opholdt mig i Fredericia, har jeg da både mødt Hans Christian Varnæs, grisehandler Oluf Larsen, Misse Møhge, Lauritz “Røde” Jensen, oberst Hackel og tjener Boldt i “levende live”, uden at jeg skal sætte navne på, hvem de er i Fredericia, udtaler Lise Nørgaard, der gang på gang bryder ud i grin under interviewet.

Lise Nørgaard vil være ankerkvinde på at finde skuespillere til musicalen, og det bliver også hende, der kommer til at stå for at instruere dem.

Fredericia Teater vil afholde et pressemøde om forestillingen senere på året.

– Men allerførst gælder det om at koncentrere sig om Shu-bi-dua-forestillingen, der har premiere til september, slutter teaterchef Søren Møller.

( Opdateret 2. april: Aprilsnar )