Venstrefløjen har travlt med at rose sig selv for deres succes med at indføre hård woke-politik i danske medier via et nyt medieforlig. Der er ikke tale om et bredt forlig, og derfor er det atter som ping-pong med bolden, indtil et nyt flertal kommer til efter et valg. Det mest bemærkelsesværdige ved forliget er alle de wokistiske elementer, kombineret med manglende realitetssans og total fravær af løsninger på, hvordan man konkret har tænkt sig at føre disse ud i livet.

Medieforliget er kommunistisk planøkonomi. Målet er at politikerne skal bestemme over danskernes medieudbud, så barnepige-staten kan få styr på ”den demokratiske samtale”. Med løse påstande og fiktive problemer søger man at skabe et behov for politisk indblanding på et frit marked. Men det er ikke et frit marked. Det har det ikke været længe. Mediemarkedet i Danmark er et statskommunistisk styret udbud af produkter, hvor smagsdommere afgør, hvad folket har brug for.

Og alle er med på vognen. Selv de såkaldt frie medier, der jo ikke er frie, når de får afhængighedsskabende penge fra politikerne. Lad nu være med at foregøgle jeres læsere og seere, at der er armslængde. Politikerne er jeres ejere, og det bør man klart vedkende sig. Uden dem var I tvunget til at overleve på et frit marked, hvor forbrugerne afgører, hvilke produkter de gerne vil have. Nu er I med til at skabe et medieudbud, hvor forbrugernes penge bliver stjålet over skatten og givet til alverdens medier, de ikke får gavn af eller kommer til at bruge.

Det er i det hele taget besynderligt, at man påstår, der er tale om at gavne demokratiet, samtidig med, at man gør det med så tydelige, udemokratiske virkemidler. Det handler jo dybest set om at fremme venstrefløjens dagsorden. Aftaleteksten er proppet med moraliserende erklæringer om, hvordan livets rette gang på jord er, og hvorfor man nu vil kræve det medieindhold, man betaler for.

Ja, det politikerne betaler for. De vil naturligvis have ”selvangivelser”, hvor modtagere af mediebistandshjælpen skal erklære i, hvilket omfang de gør, hvad deres herskere har bedt om.

Med et frontal angreb på de frie kræfter på underholdningsmarkedet går man også massivt efter, hvad danskerne foretrækker at se på deres skærme. Man vil indføre en misundelsesskat på 6 procent af streamingtjenesternes indhold, som så skal omfordeles til firmaer der skal producere indhold danskerne ikke gider at se. Kort sagt skal disse firmaer ikke tjene deres penge ved at lave noget som forbrugerne ønsker, men derimod lave noget, som politikerne gerne vil have.

Samtidig vil det være forbrugerne, der kommer til at betale de 6 procent, for priserne vil sandsynligvis stige på grund af denne særskat. Alt dette slipper venstrefløjen gratis fra at skulle forholde sig til hos de medier, der får bistandshjælpen.

Man kan dårligt bebrejde de urentable virksomheder, der griner hele vejen til banken, mens de får skatteborgernes penge for at lave produkter, forbrugerne ikke efterspørger. Men at påstå man er uafhængig og fri er hyklerisk og latterligt. Samtidig er det forsat indlysende, at man ikke bør kunne modtage mediestøtte, hvis man har overskud:

Så er der jo ikke noget behov for mediestøtte. Overskuddet er tilmed gigantisk for flere af de større mediekoncerner, der i øvrigt samtidig har fyret fotografer, journalister, sælgere, og sat medarbejdere ned i løn, fordi de skulle være presset, samtidig med, at der er trukket penge ud til ejere og aktionære. Kønt er det ikke.

Påvirkningen af de frie markedskræfter er massiv i Danmark. Ved hjælp af betydeligt lobbyarbejde oppisker mange medier et fiktivt problem med påstande om, at der er alvorlige samfundsmæssige problemer under parolen “medieørkener”. Sandheden er at formidlingen i internettets tidsalder er langt bedre end den nogensinde har været. At inddragelsen af borgerne er langt højere og mere engageret end på noget andet tidspunkt i menneskets historie.

Mediestøtten er en skamplet på den demokratiske historie i Danmark. Den er unødvendig, den er udemokratisk og den er moraliserende overfor befolkningen.

Heldigvis er det denne gang meget tydeligt. Partierne bag forliget har slet ikke kunne styre deres begejstring for, at de har flertal til at indføre de mest rabiate, wokistiske dogmer i den danske mediebranche. Og med pengene i hånden bliver der langt mellem de kritiske og analyserende indlæg i denne debat.

Der er uendeligt meget indhold, der aldrig var blevet lavet, hvis det ikke var for denne særegne og udemokratiske tankegang. Og jo, det kan sagtens lade sig gøre at tjene penge på indhold uden politisk støtte. Hollywood gør det hele tiden. Masser af amerikanske medier og aviser dominerer uden, at de får statsstøtte. Det er en stor fed løgn, at man ikke kan sælge sine produkter på et frit mediemarked.

Nu er annoncemarkedet domineret af ”de amerikanske banditter”. Dem vil man have under kontrol. De skal gøre, hvad der bliver sagt. Men sagen er, at hvis de gør det, så vil forbrugerne forlade dem og nye platforme vil opstå. Det som politikerne ikke forstår er, at internettet har sat forbrugerne fri. De vælger selv deres indhold, og de vil ikke stoppes. Derfor vil de gammelkommunistiske, wokistiske og rabiate forsøg på at kontrollere udbuddet af informationer slå fejl. På den korte bane vil det sikre flere penge til gammelmedierne. På den lange bane vil det være med til at segmentere deres død og manglende relevans.

Hvad er næste skridt? Beskatning af TitTok-videoer? Fordi de unge – uden dokumentation – tager skade af TikTok? Er der overhovedet nogen grænser for, hvor meget man kan slynge ud om skadevirkninger, uden skyggen af empirisk dokumentation?

Der er ekstremt meget dårligt indhold på internettet – ja, men det er der også hos gammelmedierne, både på tv, lyd og skrift, og det bliver ikke bedre af, at det kontrolleres af staten. Væk med smagsdommeriet og væk med mediestøtten. Se eksempelvis Zetland, der via hårdt dedikeret arbejde, har udviklet et medie, der rent faktisk tiltrækker kunder ved at levere en høj kvalitet i sit arbejde, men alligevel er de langt fra de millioner medier med samme læserantal modtager fra statsapparatets smagsdommere, og i sidste ende borgernes skattekroner, som tilmed sendes til en betalingsmur, hvis de vil læse de aviser, de allerede betaler millioner for.

Nej, ministeren har ikke bestået sit sendestykke. Det er makværk og en manglende viden om mediebranchen, der ligger til grund for forliget. Og hvad med den økonomi som gammelmedierne henter i andre offentlige kasser, har politikerne mon set nærmere på den og de millioner?

Borgerne har i den grad betalt via skatten – og nu skal de betale mere for at se, hvad de faktisk selv har besluttet, at de vil se.

Pinligt.