Statsminister Mette Frederiksen besøgte i dag Egebo Plejehjem i Middelfart Kommune. Kommunen er blevet en frikommune, og har derfor fået mulighed for at gøre tingene anderledes på ældreområdet. Det skulle statsministeren have et indtryk af i dag, hvor hun var inviteret til formiddagskaffe og kage hos de ældre medborgere. Dog havde de en opgave til statsministeren, hun skulle nemlig skrælle æbler.

Borgmester Johannes Lundsfryd-Jensen (A) og klimaminister Dan Jørgensen (A) tog imod statsminister Mette Frederiksen (A) i anden række, for en ældre beboer stod klar med blomster. Inde på plejehjemmet ventede opdækkede borde, hvor der var fyldt med ældre medborgere, der var klar til at hilse på landets statsminister.

Mette Frederiksen smed det formelle og var meget afslappet og i højt humør, mens beboerne fortalte om hverdagen på Egebo Plejehjem. Hun kom hele vejen rundt og fik sat sig ved alle borde, så alle kunne hilse på. Også personalet blev spurgt ind til hverdagen, og her var det i sær friheden og tiden, der var vigtig. Som frikommune har Middelfart Kommune fået mulighed for at tænke anderledes, forklarede borgmester Johannes Lundsfryd-Jensen:

– Vi er utrolig glade for, at vi er blevet frikommune. Det betyder at vi kan tænke anderledes og gøre tingene på en anden måde. Derfor er jeg også glad for det, man yder her på Egebo Plejehjem. Det at man har haft mindre statslig regulering, har sat tingene fri. Vi får mulighed for at gentænke måden, man gør tingene på.

Foto: AVISEN

Også beboerne på Egebo Plejehjem lod til at have gavn af udviklingen, og der var plads til både historier og spørgsmål til statsministeren. Men først måtte Mette Frederiksen en tur i køkkenet sammen med det frivillige personale, der hver dag kommer og hjælper til, hvilket har stor betydning for plejehjemmet. Stemningen var i top blandt de frivillige, der fik sat statsministeren i gang med at skrælle æbler. Det kunne beboerne også følge med i, da køkkenet er åbent ud mod fællessalen. Indretningen på stedet var præget af hjemlighed, og virkede som en stor stue. Det indtryk tog statsministeren også med sig:

– Jeg har fået flere ting ud af at være her i dag. For det første synes jeg virkelig man kan mærke, hvad det betyder, når man vil lave et hjem og ikke et arbejde, på et center. Den grundliggende tanke at det er de ældre, der bor her og det er medarbejderne, der kommer ind i deres hjem. Og så kan man mærke frihedsforsøget her i Middelfart. At faggrupperne begynder at arbejde mere sammen. Jeg synes også det er skønt at se, hvad de frivillige betyder. En god flok køkkendamer der kommer hver dag og hjælper til med nogle forskellige ting. Der er rigtig mange gode ting her, siger Mette Frederiksen.

Foto: AVISEN

Frikommunerne skal på baggrund af erfaringerne fra deres udvikling kunne bidrage til at nytænke den måde, man arbejder på indenfor velfærdsområderne. Der er indgået velfærdsaftaler med kommunen, og arbejdet i Middelfart Kommune skal være med til at udvikle velfærdssamfundet og finde nye løsninger.

– Det giver noget energi, når man bliver sat fri som kommune. Simpelthen. Energi og glæde. Og det har vi brug for, sagde Mette Frederiksen.

Der bliver flere og flere ældre, og det kommer til at betyde en demografisk udfordring. Men de plejekrævende ældre kan måske se frem til en mere hjemlig fremtid, hvis det står til statsministeren. For Mette Frederiksen var det helt specifikt indtrykket af, hvad den enkelte ældre oplever, der fyldte allermest. Hun forholdte sig til den store forandring, der er tale om, når man ikke længere kan klare sig selv, og må flytte ind på et plejehjem.

Foto: AVISEN

– Vi må ikke undervurdere, hvor stor en omvæltning det er i et menneskes liv, når man har klaret sig selv i 80-90 år og har levet et helt almindeligt liv. Og så pludselig en dag skal man til at leve her. Den omvæltning er ret voldsom. Det virker til at være nogle mennesker, der er glade for at bo her. Humøret er højt. Det her med at tænke det som et hjem og ikke et center, det fik mig til at klappe derinde, siger siger Frederiksen.

Det blev til en masse snakke med mange beboere, der fortalte om deres liv og børn eller hvad de mente om Egebo Plejehjem. Efter at have været hele vejen rundt sluttede besøget af med en fællessang. På trods af at statsministerens kalender er fyldt med valgkamp og travlhed, så virkede beboerne til at have trukket Mette Frederiksen ned i tempo, så hun fik sig en god pause i godt selskab.

Foto: AVISEN