Middelfart Boldklub har forlænget kontrakten med klubbens anfører, den 27-årige midtbanespiller Lasse Thomsen. 

Lasse Thomsen kom til Middelfart i sommeren 2018, og siden da er det blevet til knap 100 kampe i den blå trøje. Lasse Thomsen er fynbo og trådte sine første fodboldstøvler i Fjordager IF, inden han endte på Akademiet i FC Midtjylland. Som seniorspiller har Lasse repræsenteret Hobro og Marienlyst, inden skiftet til Middelfart i 2018. 

– Forlængelsen med Lasse glæder os naturligvis meget, da Lasse udover at være en utrolig dygtig fodboldspiller, også er en naturlig leder og et samlingspunkt i truppen. Vi var desværre uden Lasse hele efteråret grundet et længere skadesforløb, men han er kommet stærkt tilbage her i foråret, og har gjort en forskel for holdet. Vi har tidligt haft dialog med Lasse om at forlænge kontrakten, men grundet hans længerevarende skadesforløb, var begge parter været enige om at se tiden an her i foråret. Vi er glade for at se at Lasse er helt tilbage og har spillet fuld tid i alle kampe i foråret, og derfor glæder det os naturligvis endnu mere, at vores anfører også er i klubben i de kommende 2 sæsoner, udtaler sportschef Søren Godskesen om forlængelsen af Lasse Thomsens kontrakt. 

– Jeg har været glad for at være i Middelfart siden jeg kom til klubben for 4 år siden, og er glad for at det bliver til minimum 2 år mere her i klubben. Det har været fantastisk at være tilbage på banen, efter næsten 8 hårde måneder på sidelinjen med en skade. Vi er pt. placeret på den forkerte side af nedrykningsstregen i 2. division, og vi klør på i de sidste 6 kampe i sæsonen og håber at vi kan redde os. Men uanset om det hedder 2. eller 3. division efter sommerferien, så er jeg i hvert fald stadig en del af holdet! Fokus er nu 100% på at færdiggøre sæsonen, og så må vi se når sidste kamp er spillet, udtaler Lasse Thomsen om den nye kontrakt med Middelfart.

Kontrakten mellem parterne løber frem til 30. juni 2024.