Middelfart Boldklub har forlænget kontrakten med 27-årige Jacob Linnet, så kontrakten nu løber i yderligere to sæsoner.

Jacob Linnet kom til Middelfart i januar 2021, og han har været fast mand lige siden. Linnet har primært spillet på den centrale midtbane, men i flertallet af kampene i foråret har han været rykket ud på højrekanten med stor succes. Jacob Linnet kom til Middelfart fra Brabrand, men har tidligere også repræsenteret AC Horsens, med superligadebut til følge.

– Jacob Linnet er en rutineret og meget driftssikker 2. divisionsspiller. Han har spillet et utal af kampe i de danske divisioner, og han går forrest til både træning og kamp. Linnet har et løbepensum uden lige, og en fantastisk vilje til at vinde uanset om det er til træning og kamp. Vi har været meget glade for at have Linnet i truppen i det sidste halvandet år, og er meget glade for, at det nu bliver til yderligere 2 sæsoner i den blå trøje”, udtaler sportschef Søren Godskesen om forlængelsen af Jacob Linnets kontrakt.

– Jeg har nydt min første tid i Middelfart, selvom resultaterne det seneste år ikke har været som vi havde håbet. Jeg er blevet taget super godt imod, og jeg nyder hverdagen i klubben med holdkammerater og den øvrige stab. Jeg synes at vi som hold har flyttet os i den rigtige retning i løbet af foråret, og virkelig vist at vi hører til i 2. division. Nu har vi 2 kampe tilbage af sæsonen, og vi vil kæmpe til det sidste for at undgå nedrykning til 3. division. Vi tror på det, og første skridt skal tages på fredag mod Kolding IF, udtaler Jacob Linnet om den nye kontrakt med Middelfart.

Kontrakten mellem parterne løber frem til 30. juni 2024.