Middelfart Boldklub har skrevet en 2 år lang kontrakt med den 28-årige amerikanske angriber Lester Rolland Hayes III.

Den underskrevne kontrakt blevet godkendt i Divisionsforeningen d. 31. august få timer inden transfervinduet lukkede. Siden da er der arbejdet benhårdt på at søge arbejds- og opholdstilladelse til Hayes, hvilket faldt på plads tirsdag formiddag.


Hayes, som også kaldes TRE, er en stor og stærk angriber, som fylder meget på banen. I indeværende sæson nåede han at repræsentere Dalum IF i nogle få kampe. Tidligere i karrieren har han spillet i flere klubber, bla. spanske Almunecar City, Alhaurino & El Palo. Herudover spillede TRE i juni måned sine første landskampe for Puerto Rico, hvor han spillede VM- kvalifikationskampe mod Bahamas & Guyana.

– Vi har kæmpet i nogle uger for at komme på plads med praktikken i forhold til arbejds- og opholdstilladelse, og først nu hvor dette er på plads, er vi klar til at melde ud omkring TRE. Jeg nåede at se TRE i aktion for Dalum i et par kampe, og han gjorde et rigtig godt indtryk. Han er stor og stærk, og han fylder naturligt meget i feltet. Han nåede kun en enkelt træning hos os, inden vinduet lukkede. Han fik rigtig gode anbefalinger med fra både spillere og trænere fra Dalum, og disse har til fulde levet op til. Vi glæder os til at vise TRE frem i den blå trøje, udtaler sportschef Søren Godskesen om tilgangen.

  • – Jeg har været rigtig glad for at være i Danmark de seneste måneder, og var også glad for min tid i Dalum, som sluttede brat. Jeg var derfor rigtig glad for den hurtige kontakt fra Middelfart samt glad for at de tror på mig og giver mig denne chance. Nu hvor al praktikken er på plads, er det nu op til mig at betale tilbage på banen. Jeg har fået et meget positivt indtryk af klubben og ser frem til at få min debut i den blå trøje, udtaler Lester Rolland Hayes III om skiftet til Middelfart.

  • Lester Hayes III har mulighed for debut, allerede i onsdagens pokalkamp mod Marienlyst.
  • Kontrakten mellem parterne løber frem til 30. juni 2023.

Skriv en kommentar