Middelfart kæmper med næb og klør for at overleve i 2. division. Søndag tog holdet et vigtigt skridt, da de vandt og de nærmeste konkurrenter tabte. Nu har det vestfynske hold et enkelt point op til Brabrand på den anden side af nedrykningsstregen med to spillerunder tilbage.

Det har været noget af en rutsjetur for Middelfart. Torsdag tabte de skuffende hjemme til Brabrand efter ellers at have været i front, men søndag vendte det hele på hovedet igen, og der er derfor lagt op til et drama uden lige i de to sidste spillerunder i 2. division.

Middelfart gæstede FA 2000 på Frederiksberg, og kravet var klart. En sejr var det eneste middelfarterne kunne bruge med fire point op til overlevelse. Et pointtab og en sejr til Brabrand ville sende Middelfart ud af landets tredje bedste række, og sceneriet med et nederlag kom i spil, da Lucas Simonsen bragte FA 2000 foran kort tid før pausen.

I anden halvlegs indledning vendte kampen på hovedet. Først udlignede Denis Fazlagic på straffespark på straffespark efter 56 minutter, og kort tid efter scorede Jacob Linnet til 2-1. Med et var kampen vendt til Middelfarts fordel, og fordelen blev endnu større, da angriberen fra Puerto Rico, Lester Hayes, scorede til 3-1 med et kvarters tid tilbage af kampen.

I kampens overtid scorede begge hold. Først scorede Denis Fazlagic til 4-1 inden, at Lucas Simonsen sluttede kampen af med at score til resultatet 4-2.

Næste gang Middelfart skal i aktion er på fredag mod Kolding, der i dagens kamp besejrede Brabrand.