KUNST PÅ KULTURØEN: Middelfart Kommunes Billedkunstråd køber hvert år kunst til den offentlige samling, der består af over 200 værker. Lige nu kan du se et udvalg af indkøbene for 2014-15, som bl.a. omfatter malerier og skulpturer.

Formand for Kunstrådet Bodil Lütken fortæller:

”Alle kunstinteresserede har lige nu en unik mulighed for at opleve de indkøbte værker på KulturØen. Der er indkøbt et bredt udvalg af blandt andet malerier af Külli Suitso og Odd Moe, grafik af Lene Jelling Holm og en skulptur i marmor udført af Lisbeth Krag Olsen. Der er mange forskellige og flotte værker.”

De over 200 værker i den offentlige samling er konstant i udlån til kommunens institutioner, og bliver ombyttet hvert 3. år – næste gang i efteråret 2016. For tiden er det så værkerne indkøbt i 2014 og 2015, som er udstillet på KulturØen. Lars Vigsø formand for Børn, Kultur og Fritidsudvalget udtaler:

”Det er en utrolig flot samling af kunst, vi har til ophæng på vores institutioner. Det er vigtigt, at kunst bliver en del af børn og unges liv fra de er helt små, og det vil vi gerne medvirke til gennem denne ordning. Nu får andre borgere også en mulighed for at nyde synet af de nyeste indkøb med denne udstilling, som jeg varmt kan anbefale.”

Det er gratis at opleve værkerne i Middelfartsalen på KulturØen, Havnegade i Middelfart. Udstillingen er åben i bibliotekets åbningstid og løber til og med august måned, hvorefter værkerne flytter ud til kommunens institutioner, så børn og voksne kan få glæde af dem.

Om Middelfart Kommunes Billedkunstråd

Billedkunstrådet i Middelfart Kommune har til opgave at øge borgernes interesse og fornemmelse for kunst. Det er derfor rådet, der foretager indkøb af kunst, og placering af de indkøbte værker, så de er tilgængelige for kommunens borgere. Billedkunstrådet kan også stå for kulturelle arrangementer for kommunens borgere.Billedkunstrådet drives af Middelfart Kommune, og den daglige administration hører under Børn- Unge og Fritidsudvalget.

Billedkunstrådets funktionsperiode følger byrådets periode. Børn- Unge og Fritidsudvalget udvælger et billedkunstråd bestående af 4 professionelle medlemmer bl.a. fra Billedkunstnernes Forbund (BKF), 2 medlemmer fra kunstinteresserede kredse i kommunen og 1 politiker. Billedkunstrådet rådgiver Børn- Unge og Fritidsudvalget i forbindelse med anskaffelse og placering af kunst, og behandler sager vedrørende indkøb af kunst, udstationering, anbringelse og cirkulationsordninger o. l..Det nuværende billedkunstråd består af formand Bodil Lütken, Birgitte Fløe, Birgitte Thorlacius, Pia Wirnfeldt, og politisk repræsentant byrådspolitiker Peter Storm. Suppleanter er Stefan Herrik og 1 vacant.