Middelfart Volleyballklub spillede lørdag den første finale mod Gentofte Volley. Middelfarterne misbrugte fire sætbolde i første sæt og endte med at tabe det. Middelfart tabte også andet sæt, men efter et storstilet comeback i de tre sidste sæt sejrede MVK 3-2 i sæt.

Der var lagt op til det første finalebrag mellem de to hold, der har skilt sig ud hele sæsonen igennem, men Gentofte har, imodsætning til de seneste sæsoner, vist sig ikke at være uovervindelige, og derfor har man i Middelfart troen på, at man kan stikke en kæp i hjulet på mesterholdet fra Gentofte.

De to hold har mødtes tre gange tidligere i sæsonen. To gange i grundspillet, og en gang i pokalfinalen. I grundspillet vandt begge mandskaber på udebane, og i pokalfinalen vandt Gentofte efter en tæt kamp 3-2, så der var lagt op til en ny tæt kamp mellem dem.

Middelfart hang med hovederne efter de to første sæt. (Foto: AVISEN)

Fra start var der nervøsitet at spore. Begge hold havde serveproblemer, og det var derfor ikke en særlig velspillet kamp i starten. Det var Gentofte, der først smed nerverne, og kom foran med 13-8, hvilket fik hjemmeholdet til at forlange timeout. Det vendte sættet fuldstændig på hovedet og Middelfart fik udlignet til 17-17. Efterfølgende lavede Christopher Jay Gavlas to serves i træk og bragte Middelfart i ekstase. Vinden fortsatte med at blæse Middelfarts vej, og ved stillingen 24-20 kunne de lukke sættet, men i stedet spillede nerverne dem et puds. Gentofte hentede det ene point efter det andet, og med seks point i træk endte de med at vinde sættet 26-24.

I andet sæt var der aldrig den store tvivl om udfaldet. Gentofte kom foran 11-5, og det fik hjemmeholdet til at forlange timeout, men det fik ikke sat en prop i. I stedet kom Gentofte på 14-9, men som sættet skred frem, fik Middelfart mere og mere styr på spillet. Tættere på end 24-22 kom de dog ikke, og i stedet vandt Gentofte sættet 25-22.

Følelserne sad udenpå tøjet for begge hold. Flere gange var der uenighed med dommerne. (Foto;: AVISEN)

Med sejre i de to første sæt kunne Gentofte afgøre det hele i en kort proces i tredje sæt, men ikke på et eneste tidspunkt var gæsterne foran i sættet. Middelfart var foran 7-4, men så fik Genfofte et par tvivlskendelser på deres side og det gjorde, at de udlignede til 12-12. Særligt en episode, hvor Middelfart appellerede for, at bolden havde været ude over sidelinjen, fik Mindaugas Navickas i det røde felt, og samtidig kom Nick Mickelberry til skade og måtte ud at sætte en forbinding under knæbindet, som han havde på. Bedst som man skulle tro, at Gentofte ville drage fordel af det, trak Middelfart igen fra, da rutinerede Leon Vester kortvarigt var på banen for at aflaste Mickelberry. Med tre point i træk fik Middelfart igen ro på, og da særligt Irvan Brar fandt storspillet frem, endte Middelfart med at vinde sættet 25-20.

Tendensen med, at Middelfart var i teten fortsatte i fjerde sæt. Middelfart kom foran 11-7, hvilket fik Gentofte til at forlange timeout. De fik reduceret til 12-11, men igen bevarede middelfarterne koldblodigheden og endte med at vinde sættet 25-20.

Særligt i femte sæt var opbakningen massiv fra lægterne. (Foto: AVISEN)

Dermed skulle det hele afgøres i femte sæt. Det var til at starte med en tæt affære, hvor holdene skiftedes til at tage point. Ved sidebyttet midtvejs i sættet førte Middelfart 8-7, og efter sidebyttet trak de fra og kom foran 11-8. Det kom Gentofte sig ikke over,  og endte med at tabe sættet 15-11. Det betød, at Middelfart vandt med 3-2 i den første finale, og dermed kunne tilskuerne og MVK bryde ud i jubel efter et storstilet comeback af hjemmeholdet.

Næste kamp i finaleserien, hvor der spilles først til tre sejre, er på torsdag i Gentofte. Den tredje finale spilles anden påskedag i Lillebæltshallen.