Årsrapporten for 2015 viser, at Middelfart Sparekasse i lighed med andre pengeinstitutter oplever vigende efterspørgsel efter udlån, hvilket betyder, at renteindtægterne er under pres.

Efter finanskrisen har især privatkunderne fået fokus på at nedbringe gæld og spare op. Middelfart Sparekasse kan notere et reelt stigende udlån i 2015 sammenlignet med 2014, men dog ikke så stor en stigning som budgetteret. Til gengæld har gebyr- og provisionsindtægterne været markant højere i 2015 end i 2014. Det skyldes blandt andet de mange omlægninger af realkreditlån især i første halvdel af 2015, hvor
et 30-årigt fastforrentet lån kunne fås til en rente på 2 %.

‘Samtidig kunne vi også i 2015 notere os en meget stor tilgang af nye kunder. Antallet af kunder steg til over 61.000 ved udgangen af 2015. Det er cirka 5000 nye kunder på ét år – en stigning på næsten 10 procent. De mange nye kunder er naturligvis også medvirkende til, at indtægterne stiger’, siger Martin Baltser.

På balancen betyder kundernes fokus på at spare op, at indlånet er vokset med næsten 900 mio. kr. i 2015 – en stigning på 16 procent. Også egenkapitalen er vokset til nu over 900 mio. kr.

‘Det viser, at vores kunder fortsat ønsker at bakke op om deres pengeinstitut ved at tegne garantkapital. Det er glædeligt – kunderne får en attraktiv rente, og de bliver knyttet tættere til os, når de bliver garanter’, siger Martin Baltser.

På bundlinjen ses et pengeinstitut, som er solidt. Kapitalprocenten er ved årets udgang 14,4. Med et solvensbehov på 8,9 er der en solvensmæssig overdækning på 5,5 procentpoint, hvilket svarer til 333 millioner kroner.

Vækst i nuværende rammer
Efter at have åbnet en række nye afdelinger de seneste år – den 18. blev åbnet i Svendborg i november 2015 – sættes der nu fokus på vækst i de eksisterende rammer.

‘Med åbningerne af nye afdelinger har vi nu et markedsområde, der dækker hele Fyn, Trekantområdet, Østjylland og Esbjerg – samt en investeringsafdeling i Roskilde. Det er et stort og solidt markedsområde, hvor ikke mindst vores nyeste afdelinger har gode muligheder for at vokse’, siger Martin Baltser.

Middelfart Sparekasse har oplevet en markant kundetilstrømning de seneste tre år, hvor
antallet af kunder er steget fra 45.000 til over 60.000. I Sparekassens nye treårige strategi er målsætningen, at der ved udgangen af 2018 er mindst 75.000 kunder i Middelfart Sparekasse.

‘Finanstilsynets påbud om nedskrivninger er naturligvis ærgerlige, men vi tillader os at se lyst på fremtiden i Middelfart Sparekasse. Vi tror på, at vi fortsat kan tiltrække nye kunder, både erhvervs- og privatkunder. Vi vil således gerne øge udlånet til både eksisterende kunder og nye kunder’, siger Martin Baltser.
Forventningen for 2016 er et overskud i størrelsesordenen
70-100 mio. kr. før skat.