I Midtpunktet i Fredericia er man klar. I butikkernes fællesforening var man gået sammen om at udlevere rundstykker og kaffe fra morgenstunden forud for dette års Sommerrock i Fredericia, der forventes at blive en af årets helt store salgsdage for butikkerne.

Var det noget med en kop kaffe og et rundstykke?

Ordene kommer fra butikschef i Kop & Kande, Finn Engbjerg, der sammen med butikschefen fra Fredericia Isenkram, Daniel Huusmann, står ved et bord i starten af Midtpunktet, hvis man kommer fra åbningen ud mod Danmarksgade.

Dagen bliver noget specielt. Fra klokken 15:00 er der Hyttemarked på J.B. Nielsens Plads, og klokken 15:30 går den første kunstner på scenen. Det hele kommer formentlig til at peake klokken 19:30, hvor Tobias Rahim gør sit indtog på scenen på Rådhuspladsen. 

– Det bliver en god dag for hele Fredericia by. Det er den første rigtige Sommerrock for mig som butikschef her, og jeg glæder mig helt vildt, siger Finn Engbjerg og kommer ind på forventningerne til dagen:

– Jeg forventer en masse glade mennesker, der nyder Fredericia og skal høre de forskellige koncerter. Rahim kommer nok til at trække folk til byen.

En dag som Sommerrock skaber oplevelser for fredericianerne og turisterne, men for butikkerne er det en vigtig dag på et andet parametre.

– Det betyder rigtig meget med dage, hvor vi peaker, forklarer Finn Engbjerg.

Finn Engbjerg stod klar og langede ud til dem, der lagde vejen forbi Midtpunktet fredag formiddag. (Foto: AVISEN)

Daniel Huusmann nyder dagen, som er noget han og personalet har set frem til.

– Efter et par år fejrer vi, at vi kan være sammen. Man kan kalde det lidt et ta´selv bord frem for man i stedet skal give, siger Daniel Huusmann.

I Midtpunktet gør man også noget ekstra ud af dagen. Denne gang er der gratis morgenmad og kaffe, og i løbet af dagen er der arrangeret et “relax område”.

– Vi vil gerne lave lidt ekstra at twiste den med, siger Daniel Huusmann.

Allerede fra butikkernes åbning har der været en del mennesker på gaden, og det ser Huusmann som det godt tegn.

– Det virker til, at folk er købelystne. Mange er på gaden, og alle butikker har lavet gode tilbud, forklarer han.

Siden september 2016 har Fredericia Isenkram ligget i Midtpunktet. Han har derfor opleve flere Sommerrock.

– Det skaber liv, og det kan mærke på personalet. Det giver noget ekstra energi, og man glæder sig lidt. Der er noget at se frem til, og det er ikke slemt at stå her til kl 22. en regnfuld tirsdag i sidste uge var væsentlig mere træls, slutter Daniel Huusmann med sit karismatiske grin.