I år trækker Danmark de sidste kampsoldater ud af Afghanistan – efter 12 år i krig. Hele krigen er filmet af soldaterne selv – på deres egne kameraer. For første gang nogensinde har Forsvaret og de danske soldater givet lov til, at de unikke optagelser fra kampene ved frontlinjen må vises. Det er optagelser, der er filmet til privat brug på soldaternes hjelmkameraer, og som viser krigen helt uden filter.

Aldrig før er historien om, hvordan det er at være soldat udsendt i krig af Danmark, blevet fortalt så tæt på, som det sker nu. DR3’s dokumentarserie ‘Min krig’ giver et helt unikt indblik i en årelang krig, som for de fleste af os blot er nyhedsoverskrifter og et overstået kapitel i danmarkshistorien, men som har givet hundredvis af danske soldater fysiske og psykiske ar for livet og sendt 43 af dem hjem i en kiste.

Soldaternes egne optagelser

Den dramatiske dokumentarserie i fire afsnit er udelukkende baseret på soldaternes egne optagelser fra den blodige hverdag i krig – suppleret af interviews med dem selv. Det er den personlige og menneskelige fortælling om, hvordan det påvirker soldaterne at være i krig, som er i fokus.

“‘Min krig’ viser danske soldaters egne barske, hjerteskærende og dybt personlige historier og optagelser af, hvordan det er at stå midt i krigen, uden at vide om man dør om lidt,” siger DR3’s kanalredaktør Irene Strøyer.

Hun mener, det er vigtigt at vise den barske dokumentarserie:
“Mange danskere har nok et abstrakt forhold til, at vi har været en krigsførende nation i 12 år, fordi vi ikke selv har mærket konsekvenserne på egen krop. Men det er de folkevalgte politikere, der med stor opbakning i befolkningen, har taget beslutningen om at sende soldater til Afghanistan. Derfor er det relevant for os alle at forholde os til, hvad det indebærer for soldaterne at være sendt af sted i en krigszone. Serien kan forhåbentlig være med til at skabe en åben og kvalificeret diskussion af, hvad vi kan lære af soldaternes krigserfaring”.

Fik benene sprængt af

De danske soldater fortæller hudløst ærligt om mødet med en alvorlig virkelighed i krigszonen, og de rå optagelser bevidner nogle af de mest traumatiske oplevelser, som krigen byder på: mødet med en uforudsigelig fjende, der truer éns liv, truslen fra vejsidebomber, og kammerater der mister lemmer og livet foran øjnene på soldaterne.

“Der er ikke nogen mennesker, der kan opleve det, jeg har oplevet, uden at tage skade af det. Så er man umenneskelig”, fortæller 28-årige Morten M. Nielsen, som i 2009 var vidne til, at én af hans venner fik sprængt benene af på en vejsidebombe. Hans hjelmkamera fangede hele den dramatiske begivenhed, der for almindelige mennesker virker som et utænkeligt scenarie, men som for en udsendt soldat ikke er usædvanlig:

“Der er mange andre, der har oplevet det samme som mig – eller værre – min historie er bare én ud af mange”, tilføjer veteranen, der blot var 23 år, da han var udsendt for anden gang i Afghanistan.

“Nu er det her ikke bare en drengedrøm længere om at komme til Afghanistan og være en del af det her. Nu er det bare et spørgsmål om overlevelse”, beretter Lasse Hansen, der som 23-årig står ansigt til ansigt med døden, da han og kammeraterne bliver omringet af Taleban i maj 2009.

Begivenheden, som også er filmet på hjelmkamera, er blot endnu et eksempel på de dramatiske oplevelser, soldaterne kommer hjem med i bagagen.

“At det har så mange psykiske konsekvenser som det har haft, og at jeg nu næsten fire et halvt år efter har mareridt næsten hver nat. Det havde jeg ikke forventet. Og det er rigtig, rigtig hårdt”, fortæller Lasse Hansen.

Programserien har premiere på DR3 mandag 29. september klokken 21.30 og bliver sendt i fire selvstændige episoder med hver deres unikke fortælling, og med nye soldater som fortællere hver gang.
(Foto: Koncern TV )