Annonce

Den 1. november startede 43-årig Jacob Falkenby i en stilling som ny leder af Madsbyparken, der dækker over Fredericia Idrætscenter, Monjasa Park, Minibyen og Madsby Legepark. Han kommer fra en stilling i kriminalforsorgen, og selvom det lyder som noget af et brancheskifte, kommer Falkenby til at få det han selv kalder et drømmejob taget i betragtning, at han har været aktiv i foreninger i Erritsø Idrætscenter, hvor han også har siddet i forretningsudvalget.

I juli 2019 blev Kasper Findahl ansat som ny leder af Madsbyparken, men i maj 2022 blev han ansat som ny chef for kultur- og idrætsområdet i Fredericia Kommune, og derfor har man været på jagt efter en ny person til stilingen i Madsbyparken. Den person blev fundet tidligere på efteråret efter en ansøgningsrunde med opfølgende samtaler, og valget faldt på Jacob Falkenby.

– Allerede da Kasper Findahl fik stillingen vakte jobbet min interesse. Jeg synes, at det kunne være fedt at kombinere ledelsesopgaven med udviklingen af centeret med både bredden og eliten. Dengang var jeg i gang med at stige i graderne inde i kriminalforsorgen, og da stillingen så kom anden gang tænkte jeg: Det er for spændende at lade være med at søge den. Eftersom jeg har rendt og beskæftiget mig med området via Folkeoplysningsrådet og Idrætsrådet, og det store udviklingsprojekt i Erritsø, så så jeg en enestestående mulighed. Kombinerer man det med ledelse, så har jeg et drømmejob siger Jacob Falkenby.

Som aktiv aktør i forskellige sammenhænge ved Jacob Falkenby hvad der rører sig i forbindelse med den store ombygning, der har været. 

– Jeg har fulgt med på sidelinjen i hvad der er foregået, så det er fedt. Det jeg er landet i, at der er sat gang i en udviklingsproces, som jeg skal fortsætte. Vi skal udvikle Dronningepladsen og den store ombygning af badelandet. Der kommer ikke fire nye store bassiner i badelandet, men vi skal renovere det, og i processen skal vi forbedre det vi kan. Dronningepladsen er ikke afklaret endnu, og der har vi taget indledende øvelser, så vi kan lave nogle fine koncerter, men udviklingen er ikke færdig endnu, forklarer Falkenby og forsætter:

– Vi vil kunne komme til at tage store arrangementer ind. Vi skal se, hvor vi kan passe ind. Vi skal kende vores niche, og skal ikke genere MesseC, EventC og Tøjhuset. Vi skal have arrangementer til byen, hvor vi ikke kæmper om de samme. 

Annonce

Det er ikke bare lige at starte på et nyt job sådan et sted, som Jacob er startet. Der er små afkroge i hele det store hus, som han skal kende, og der er ting, som Jacob skal have sat sig ind i.

– Jeg er i gang med at lære hele Madsbyparken at kende. Det er lige fra overordnede rammer med økonomien til menneskerne, der arbejder her. Jeg har været i Madsby Legepark en dag og male gulvet, og kørt med Erling, der er tidligere landmand. Jeg er blevet taget godt imod og kan mærke den energi, der er herude. Det er lækkert Heldigvis har jeg en dygtig ledelsesgruppe, der kender butikken godt. Jeg skal samle trådene og fortsætte udviklingen, der er sat i gang og så bidrage med det jeg kan. I Erritsø har jeg været ildsjæl og været med til at udvikle centeret via min plads i forretningsudvalget, siger Jacob Falkenby.

I de senere år er der sket store ombygninger i hele Madsbyparken, og tiden med Jacob Falkenby ved roret bliver næppe med så store ting i støbeskeen.

Jacob Falkenby foran en af ombygningerne i Fredericia Idrætscenter, nemlig træningscentret. Foto: AVISEN

– Der kommer ikke til at være ligeså mange ombygninger, men der kommer den store ombygning  i badeland, og så har vi et stort projekt omkring minibyen med de 750.000 kroner fra Google som gør, at vi kan udvikle det til at blive mere interaktivt og digitaliseret. Der er vi i gang med at lave udkast sammen med aktører, der har budt ind på det, udtaler Falkenby.

I Fredericia Idrætscenter er der en masse foreninger, og dem har den nye leder af Madsbyparken i sinde at mødes med.

– Jeg brænder for selve breddeidrætten, der skal udvikles. Jeg skal rundt og hilse på allesammen, og selvfølgelig er der nogle profesionelle klubber som jeg også skal hilse på, og spørge hvordan vi kan gøre noget for dem. De frivillige foreninger skal have ligeså meget plads som den store, profesionelle idræt. Det har jeg været vant til fra Erritsø, så det er ikke nyt. Jeg har sagt til Thomas Larsen fra FHK og Stig Pedersen fra FC Fredericia, at jeg lige skal lande og så fra start-december vil jeg skrive til dem om vi skal mødes til en kaffesnak, forklarer Jacob Falkenby.

En af de ting, som Falkenby kommer til at tage fat i er, hvordan fremtidens bowlingcenter i Fredericia Idrætscenter skal være. Det var med som et led i sparekataloget til dette års budgetforhandlinger, men det blev ikke lukket og skal drives videre.

– Nu beholder vi det, men vi er i gang med at kigge på en omstrukturering så det bliver mere rentabelt at drive det. Vi kigger også på, om der kan udvikles noget så der kommer mere gang i det end nu. Jeg anerkender, at dem der bruger det i dag, har meget godt ud af det, men det skal heller ikke give underskud. Det er en stor udgift for ikke ret mange brugere, så vi ser på, hvordan vi optimerer det uden det går udover brugerne, fortæller Falkenby, der også har specielt en ting til, som han vil sætte sit præg på:

– Jeg vil gøre en del for at få et samarbejde med de selvejende haller,  der kan få meget ud af samarbejde med os, og vi kan også få noget ud af det den anden vej. Pludselig har vi at gøre med mange haller, hvilket kunne være sjovt at lave noget med dem til et større stævne. Det er ikke os som haller, der skal lave det. Der kan tage vi idrætskonsulenterne med og se, hvordan vi får lavet større stævner, slutter Jacob Falkenby.

I forbindelse med sin tiltræden som ny leder af Madsbyparken er Jacob Falkenby ikke længere medlem af bestyrelser og forretningsudvalg, som han har haft noget med at gøre. Det eneste han sidder med i nu er Fredericia Idrætsråd, som han automatisk er valgt til via stillingen som leder af Madsbyparken.

Annonce