Dansk Sygeplejeråd har i dag sendt varsel om en femte strejkeudvidelse til arbejdsgiverne. Det sker samtidig med, at sygeplejerskernes første, varslede udvidelse træder i kraft natten til tirsdag og for alvor lammer aktiviteter på landets hospitaler.

Sygeplejerskernes strejke varsles udvidet endnu en gang. Det betyder, at yderligere 281 sygeplejersker fra Region Syddanmark, Midtjylland og Hovedstaden vil strejke fra den 7. september. Et ærgerligt, men nødvendigt skridt, mener DSR-formand Grete Christensen:

”Det kommer uundgåeligt til at give en masse gener og utryghed for borgere og patienter, og det har vi det som sygeplejersker dårligt med. Men det skal åbenbart gøre ondt på borgerne, før arbejdsgivere og politikere begynder at lytte. Det synes jeg er utroligt,” siger hun.

Dagen før første strejkeudvidelse træder i kraft ved midnat

Det er femte gang, Dansk Sygeplejeråd strammer skruen over for arbejdsgiverne med en strejkeudvidelse. Det er derfor også på dagen, hvor den første strejkeudvidelse træder i kraft fra midnat, og 702 ekstra sygeplejersker går i strejke.

”Jeg undrer mig over, at politikerne på intet tidspunkt igennem snart to måneders strejke har meldt sig på banen i forhold til at finde en løsning. Situationen på hospitalerne er uholdbar og nogle steder kritisk for patientsikkerheden. Derfor tvinger politikerne os til at fortsætte, så længe man ikke anerkender sygeplejerskernes fuldstændig berettigede reaktion”, siger Grete Christensen.  

Rammer især planlagte operationer

Den nye strejkeudvidelse kommer til at berøre flest sygeplejersker i Region Syddanmark. Her er der varslet strejke for yderligere 158 sygeplejersker fordelt på syv afdelinger, der alle arbejder med kirurgi. Dermed lukkes der for de sidste afdelinger i Region Syddanmark, som har med planlagte operationer og kontroller efter operationer at gøre. Dermed forventes det, at en masse borgere placeres på venteliste.

I Region Midt er yderligere 94 sygeplejersker udtaget til strejke. Det kommer især til at ramme øjenområdet, så blandt andet borgere med grå stær, efterstær og øjenlågslidelser får udskudt deres operationer.

Endelig vil strejkeudvidelsen betyde 29 ekstra sygeplejersker i strejke i Region Hovedstaden. Det rammer især koordinerende funktioner på Nordsjællands Hospital og Bispebjerg-Frederiksberg Hospital. Det er de sygeplejersker, som sikrer sammenhæng og tryghed, når patienter udskrives fra sygehuset og skal tilbage i eget hjem og have kommunal sygepleje. Endelig strejkes der også på Anæstesiafdelingen på Juliane Marie Centret på Rigshospitalet.

Region Sjælland og Nordjylland samt kommunerne er ikke omfattet af det nye strejkeudtag denne gang. 

Se listen over områder, der rammes af den seneste strejkeudvidelse

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her